Vil du vinde valget? Så bør du måske læse denne bog
Vil du vinde valget? Så bør du måske læse denne bog
Tidligere kampagnechef i Venstre har skrevet en læseværdig håndbog til politiske kandidater
Kelvin Ellenton Jensen har skrevet en håndbog for politiske kandidater og kampagneledere. Til højre ses Nicolai Wammen, Peter Hummelgaard, Magnus Heunicke og Mette Frederiksen - fotograferet i oktober 2022 under valgkampen
’Vind valget’ er den selvsikre titel på Kelvin Ellenton Jensens bog med undertitlen ’Håndbog for kandidater og kampagneledere.’
Bogen udkom i efteråret 2024, og er først og fremmest ganske læseværdig.
Kelvin Ellenton Jensen leverer i form af korte og kontante kapitler i et letlæseligt sprog en guide til at føre en effektiv politisk valgkamp.
”Den her håndbog vil muligvis få mig til at fremstå lettere kynisk. For valgkampe handler ikke om at flytte holdninger eller vinde en debat. Det handler ene og alene om at vinde. Om at få flere stemmer end den person, der må tage sig til takke med en suppleant-post.”
Ellenton Jensen er i mine øjne ikke kynisk, derimod er bogens direkte sprog klædeligt og befriende. En spade bliver kaldt en spade.
Og et succesfuldt valg er trods alt forudsætningen for at kunne bedrive god politik.
Det virkelige liv på kampagnesporet
Kelvin Ellenton Jensen har været kampagnechef i Venstre fra 2021 til 2023, og i dag arbejder han som kommunikationsrådgiver i Dansk Industri.
Bogen veksler mellem konkrete redskaber og interviews med en lang række forskellige eksperter og kampagneledere som bidrager med teori og anekdoter fra det virkelige liv på kampagnesporet.
Det bidrager alt sammen med tyngde og variation.
Formidling er bedst, når den tager komplicerede ting og gør dem letforståelige og konkrete
Kelvin Ellenton Jensen kommer hele vejen rundt om en kampagne fra annoncer, sociale medier, mediehåndtering, vælgermøder, fundraising og meget andet. Hvert kapitel afsluttes med en konkret tjekliste.
For de garvede kampagnefolk vil bogens pointer virke selvindlysende og udbyttet vil nok ikke være det store. Men for uprøvede kandidater, der står over for deres første valg vil bogen formentlig give svar på mange spørgsmål.
Formidling er bedst, når den tager komplicerede ting og gør dem letforståelige og konkrete. Det gør Kelvin Ellenton Jensen i ’Vind valget’, og derfor får den mine klare anbefalinger med på vejen.
Kelvin Ellenton Jensen. ’Vind valget – Håndbog for kandidater og kampagneledere’. 244 sider. 2024.
Kommentarer
Ja hvordan vindes et valg?
Tilføj kommentar