Tyskland: Socialdemokraternes udsete frelser har svære odds for at lykkes

Den nye tyske regering er på plads efter tirsdagens to kaotiske og ydmygende afstemninger, men i modsætning til tidligere “store koalitioner” mellem CDU/CSU og SPD, er denne alt andet end stor. 

Flertallet er skrøbeligt, vælgergrundlaget vaklende, og koalitionsparterne befinder sig i meningsmålingerne endnu ringere end de gjorde ved valget. 

Og det er især socialdemokraterne i SPD, der skal bevise, at det overhovedet har en fremtid som folkeparti.

Det historisk upopulære SPD’s overlevelsesstrategi er centreret omkring Lars Klingbeil. Den tidligere partisekretær som nu er finansminister og vicekansler, er blevet udset til at trække SPD ud af af krisen. 

Spørgsmålet er, om han har hænderne fri til det.

Den svære fløjbalance

SPD er notorisk kendt for sine indre spændinger. Partiet rummer alt fra traditionalistiske fagforeningsfolk og venstreorienterede multi-kulti-flippere til egentligt socialkonservative. 

Lars Klingbeil er alt andet end ny i spillet – og har selv bevæget sig fra den venstresocialdemokratiske fraktion Parlamentarische Linke til den centrumorienterede Seeheimer Kreis. 

Nu er hans opgave at fastholde hele det socialdemokratiske spektrum på en fælles strategi.

Læs også:AfDs sejr er de vesttyske partiers egen skyld

Hans løsning har været klassisk magtdeling: Matthias Miersch fra venstrefløjen styrer nu SPD’s parlamentsgruppe som formand, mens blandt andre den forsvarsbegejstrede centrumkvinde Siemtje Möller er blevet næstformand. 

Det er et forsøg på at holde tropperne samlet, men det er langt fra givet, at det vil lykkes. SPD’s historie er fuld af formænd og strateger, der er blevet politisk knust i forsøgene på at forene fløjene.

Signaler og værdier

Selv sidder Klingbeil nu som finansminister – en post, der i tysk politik er brutal og altopslugende. I et økonomisk klima præget af inflation, grøn omstilling og forsvarsinvesteringer, kræver posten hans fulde opmærksomhed.

Naturligvis har han en gruppe rådgivere og hjælpere - men der er Klingbeils overblik og strategi, der skal sørge for partiets interne disciplin og eksterne appel.

Læs også:Den ‘konservative venstrefløj’ fik ret i Tyskland, og det kostede dem deres egen sejr 

I regeringsudnævnelserne har SPD vist, at de ligesom Friedrich Merz vægter værdipolitik - og signaler. Blandt signalerne er en overvægt af kvindelige ministre samt et stærkt fokus på Østtyskland og integrationsmiljøer.

Lige under ministrenes rækker er Staatsminister(innen), som er en slags ministre uden portefølje. Dem har SPD udnævnt to af. Den ene er Natalie Pawlik som har integration som område.

Hun er ruslandstysker, kom til Tyskland efter kommunismens fald og er lige så stærk modstander af Putin som hun er støtte til Ukraines krigsførelse.

I mellemtiden sætter CDU’s kansler Friedrich Merz en langt mere tydelig retning

Den anden er Elisabeth Kaiser som har Østtyskland som ressort. Han fastholder nu på tredje valgperiode en markant socialdemokratisk kurs fra det højrepopulistiske AfDs absolutte højborg Thüringen.

Udnævnelsen af Natalie Pawlik og Elisabeth Kaiser er et tydeligt tegn på, at SPD vil noget med både Øst og minoriteter. Men det er næppe nok.

Partiets deroute i de østlige delstater, hvor AfD stormer frem, og vælgernes frustration med både økonomi og migration, kræver mere end god vilje og symbolpolitik.

Israelsolidaritet og kamp mod antisemitisme

I mellemtiden sætter CDU’s kansler Friedrich Merz en langt mere tydelig retning. 

Med udnævnelsen af den jødiske minister Karin Prien (den første jødiske minister i Tyskland siden Walther Rathenau blev myrdet i 1922), kendt for sin skarpe linje mod antisemitisme og sit faste pro-israelske engagement, markerer Merz sig med værdipolitisk pondus, der appellerer til både midten og de bekymrede fløje. 

Det er en udfordring for SPD, som risikerer at fremstå som teknokratisk og uldent.

Uret tikker for SPD

SPD står i realiteten i en skæbnestund, hvis det skal overleve som folkeparti, og det ved topsocialdemokraterne udmærket godt. 

Historikeren Katja Hoyer har rammende kaldt denne regeringsdannelse for en sidste chance for de gamle folkepartier (SPD, CDU og CSU) for at bevise at de er relevante for vælgerne og kan levere løsninger til landet. 

Hvad fravalg af den politiske midte har af konsekvenser ved enhver tysker - men kløften mellem politikere og vælgere er blevet så stor, at de historiske eksempler ikke længere skræmmer ved stemmeurnerne.

Læs også:"Whatever it takes”: Tysklands kommende "jernkansler" gør klar til oprustning

SPD’s skæbne afhænger af, om partiet formår at cementere den interne magtbalance og omskabe den til ekstern sammenhængskraft. 

Hvis ikke, kan det tyske socialdemokrati meget vel miste sin politiske relevans. Partiet fik i februar sit dårligste valg siden 1888, og der er intet der tyder på at vælgerbasen ikke kan eroderes yderligere.