Stuerene Marianne Jelved og ærlige Pia Kjærsgaard

Mie Mørkebergs maleri '30 kvinder i Folketinget' har til formål at portrættere de mest markante kvinder i dansk politik, siden kvinder fik stemmeret i 1915. 

Næppe kan der herske tvivl om, at Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard er selvskrevet til det selskab. 

Men ud over tilstedeværelsen på et maleri, hvad har de to egentlig tilfælles? 

Tja, i hvert fald har de for nyligt udgivet to biografier. 

Marianne Jelved har skrevet sin biografi i samarbejde med Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

I bogens forord læser vi om tilblivelsen af bogen og samarbejdet mellem de to. Jeg fornemmer allerede her, at biografien nok nærmere bliver en historielektion i Det Radikales partihistorie end et dybdegående portræt. 

Desværre giver hun os ikke meget andet end en allerede kendt politisk historie i bogens begyndelse. 

Ganske dragende

Men hvor blev mennesket Marianne Jelved af? Fortællingen om hendes formative år? Hvordan blev hun politikeren Marianne Jelved? 

Det skal ikke tage noget fra, at de historiske begivenheder er meget minutiøst gengivet og ganske dragende.

Jelved tager os med ind i hendes overvejelser om at takke nej til statsministerposten efter Poul Schlüters afgang. 

Giv os nu lidt mere af dig selv, Marianne

Hun beskriver partiets opture og nedture, sejre og nederlag, og som en konstant figur i kulissen dukker Pia Kjærsgaard op igen og igen. Jelved citerer endda sig selv, da hun stillede op som statsministerkandidat i 2006: 

“Den bedste garanti mod Pia Kjærsgaards indflydelse er Marianne Jelved.” 

Imens jeg læser, sidder jeg konsekvent med en følelse af, at bogen er meget typisk for Marianne Jelved. Det hele er meget politisk korrekt og stuerent. 

Læs også:Ny biografi går tæt på dansk kunsthistories store Ener

Hun har nærmere produceret en håndbog til politisk lederskab og regeringssamarbejde frem for en egentlig biografi. 

Giv os nu lidt mere af dig selv, Marianne. Egentlig tror jeg aldrig, at det har været meningen at give læseren et indblik i hendes privatliv. 

En fængende fortælling

Det ærgrer mig, at en ellers flot skrevet bog er komplet blottet for personlige begivenheder. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge Simon-Emil Ammitzbøll-Bille om overvejelser bag. 

“Det var meget bevidst, at vi ville fortælle historien om Mariannes 35 år i politik. Vi ville fortælle, hvordan hun oplevede de vigtigste situationer, hun befandt sig i igennem hendes karriere,“ lød det fra Simon-Emil Ammitzbøll-Bille. 

Læs også:Ærlig talt årets bedste borgerlige debatbog

Nuvel. De lykkedes bestemt også med at skabe en fængende fortælling om hendes 35 år i dansk politik. At læse om Jelveds imponerende politiske liv er både inspirerende og berigende. 

Disse passager er meget gribende og personlige

Som læser retter jeg naturligt ryggen, når hun beskriver sin rolle som kongemageren i dansk politik. 

Alligevel efterlades jeg med en nagende fornemmelse af, at der mangler det sidste personlige præg, der kunne have gjort fortællingen mere nærværende. 

Privatpersonen Pia

Pia Kjærsgaard bruger den første tredjedel af sin bog på at fortælle om livet, inden hun trådte frem på den politiske scene. Vi læser om hendes møde med hendes mand, Henrik. Pias mand Henrik er ankerpunktet igennem hele bogen. 

Flere steder i bogen er der indlagt passager, hvor henholdsvis Henrik og Pias søn, Troels, skriver om deres oplevelser med deres mor. Disse passager er meget gribende og personlige. 

Læs også:Tidligere konservative topfolk løfter sløret for en ofte skjult del af det politiske maskinrum

Især en episode, som Troels beskriver, er fascinerende. Troels arbejdede som pædagog, og havde ikke fortalt nogle af sine kollegaer, hvem hans mor var. 

Efter Pias overfald ved banken på Nørrebro, udbrød en kollega: “Hun har sikkert også sådan nogle pisse klamme børn”. 

Passagerne med Henrik og Troels bringer liv og perspektiv til fortællingerne og skaber et helt billede af privatpersonen Pia Kjærsgaard.

Takt og tone

Jeg havde på forhånd frygtet, at jeg skulle trækkes igennem en hel myriade af udlændingepolitik. Her overrasker bogen positivt. Udlændingepolitik fylder utrolig lidt i bogen. 

I stedet sætter hun fokus på hendes personlige intriger med andre politikere, både internt i partiet og resten af Christiansborg. 

Læs også:Tidligere DR-profil i opsang: Så tal dog ordentligt

Marianne Jelved er ligesåvel en central skikkelse gennem Pias erindringer. Hun sender ved forskellige lejligheder rosende ord efter Jelved.

Pia Kjærsgaard kommer konsekvent med bemærkninger til, hvad man kan tillade sig

Ingen kan være i tvivl om, at Pia Kjærsgaard er en standhaftig kvinde med faste holdninger og principper. Det afspejler sig i den grad også i hendes bog. 

Jeg sidder i løbet af min læsning og får associationer til Emma Gads dannelsesguide 'Takt og tone' (1918). 

Pia Kjærsgaard kommer konsekvent med bemærkninger til, hvad man kan tillade sig, og hvordan man bør følge traditionerne nærmest klokkerent. 

To bøger. To kvinder

Pia Kjærsgaard er kommet rigtig godt i mål med bogen. Et livsportræt, som fremstår bundærligt og faktisk meget reflekterende. 

Hun kommer med det ekstra. Mere end blot udlændingepolitik og forargelse. Hun skaber et billede af mennesket Pia Kjærsgaard. 

To bøger. To kvinder. To vidt forskellige stemmer i dansk politik. Hvor Marianne Jelved lader historien og politikken tale, tør Pia Kjærsgaard lade masken falde og mennesket træde frem. 

Marianne Jelveds bog er et stykke politisk danmarkshistorie, velskrevet og disciplineret. Pia Kjærsgaards er et livsportræt, råt, personligt og uden filter. 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Marianne Jelved. 'Jelved. Som det var'. 300 sider. People's Press. 2025.

Pia Kjærsgaard. 'Sådan blev jeg Pia Kjærsgaard'. 280 sider. Politikens Forlag. 2025.