SF-borgmester blev allerede advaret sidste år om, at hendes forvaltning nægtede at udlevere borger-journaler om omsorgssvigt
SF-borgmester blev allerede advaret sidste år om, at hendes forvaltning nægtede at udlevere borger-journaler om omsorgssvigt
Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) fik 25. oktober 2024 mail fra kommunens vagthund, der afslørede, at hendes egen forvaltning holdt oplysninger tilbage. S frygter mørklægning
Sundheds- og Omsorgsborgmester i København, SF’eren Sisse Marie Welling, blev allerede 25. oktober sidste år advaret i en mail af kommunens vagthund, Borgerrådgiveren, om, at hendes forvaltning - i strid med reglerne - ikke ville udlevere borger-journaler til Borgerrådgiveren vedrørende muligt omsorgssvigt på et plejehjem.
Det oplyser medlem af den københavnske borgerrepræsentation, medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget, politisk ordfører for Socialdemokratiet på rådhuset, Niels Bjerrum, over for Netavisen Pio.
Mailen af 25. oktober 2024 omtales i Konklusionsrapporten om sagen fra Borgerrådgiveren, som Netavisen Pio har fået aktindsigt i.
Borgerrådgiveren skriver om mailen i Konklusionsrapporten, at tilsynet fastholder ønsket om at få udleveret 25 borgerjournaler fra plejehjemmet Bispebjerghjemmet i Københavns nordvestkvarter:
“Ved e-mail af 25. oktober 2024 fastholdt whistleblowerenheden (Under Borgerrådgiveren, red.) sin anmodning om yderligere oplysninger, enten ved at forvaltningen sendte materialet eller satte et møde op med en medarbejder fra enheden til gennemsyn i forvaltningen. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kvitterede herfor og oplyste, at forvaltningen ville vende tilbage hurtigst muligt.”
Netavisen Pio har ikke fået aktindsigt i selve mailen, men alene omtalen af mailen i Konklusionsrapporten.
SF-borgmester fik advarende mail tilsendt ‘Cc’
Men nu oplyser Niels Bjerrum over for Netavisen Pio, at han og andre fra udvalget har fået sagsindsigt i den pågældende mail.
Det fremgår af sagsindsigten, at Borgerrådgiveren ikke alene sendte mailen af 25. oktober 2024 til direktøren for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Borgerrådgiveren satte også borgmester Sisse Marie Welling på som modtager af mailen (Altså som cc-modtager).
Bjerrum konkluderer på den baggrund, at Sisse Marie Welling allerede for næsten et år siden blev advaret om, at hendes forvaltning forsøgte at forhindre Borgerrådgiveren - altså kommunens vagthund - i at forsøge at få klarlagt, om der fandt omfattende omsorgssvigt sted på plejehjemmet:
Jeg synes det er ekstremt kritisabelt
“Jeg synes det er ekstremt kritisabelt, at hun (SF-borgmester Sisse Marie Welling, red.) har kendt til den her sag, uden at Borgerrepræsentationen er blevet orienteret,” skriver Niels Bjerrum i en skriftlig udtalelse til Netavisen Pio.
Bjerrum skriver videre:
“Noget tyder på, at SFs sundheds- og omsorgsborgmester forsøger at dække over noget og mørklægge de her omsorgsvigt.”
“Derfor vil vi også have en særskilt undersøgelse af hendes rolle i den her skandale, og vi vil vide hvornår hun konkret har vidst hvad. Det skylder hun simpelthen københavnerne at være ærlig om.”
Borgerrådgiveren: Forvaltning trak sagen ud i to et halvt år
Borgerrådgiveren har i Konklusionsrapporten rettet en meget hård kritik mod Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Borgerrådgiveren anklager forvaltningen for at have trukket opklaringen af sagen ud i to et halvt år. Og også for at have givet misvisende svar.
Borgerrådgiver Johan Busse, som har været borgerrådgiver i Københavns Kommune gennem 21 år, har aldrig oplevet noget lignende:
“Forvaltningens optræden har været mildest talt besynderlig. Vi har aldrig tidligere oplevet, at man har været to et halvt år om at udlevere oplysninger. Vi har derfor udtalt bekymring for, om vi kan stole på det, der kommer fra forvaltningen. Om vi kan stole på de forklaringer forvaltningen fremsætter om, hvorfor vi kan få eller ikke få de oplysninger, som vi altså har krav på at få,“ udtalte borgerrådgiver Johan Busse til Netavisen Pio 8. september.
Sisse Marie Welling har ikke hidtil ønsket at svare på, hvad hun mener om den voldsomme kritik, som Borgerrådgiveren har rettet mod hendes forvaltning i sagen om omsorgssvigt på plejehjemmet Bispebjerghjemmet.
Netavisen Pio bad 5. september - forgæves - Sisse Marie Welling forholde sig til Borgerrådgiverens voldsomme kritik af hendes forvaltning:
Jeg har ikke yderligere at sige
”Jeg har ikke yderligere at sige, end det jeg har kommunikeret til Berlingske. Nu afventer jeg de undersøgelser, jeg har bedt om,” skrev hun i et mailsvar til Netavisen Pio.
SF-borgmester bekræfter modtagelse af mailen
Sisse Marie Welling bekræfter over for Berlingske torsdag, at have modtaget mailen fra Borgerrådgiveren 25. oktober sidste år. Men hun siger samtidig, at hun ikke vidste, at mailen handlede om muligt omsorgssvigt på et plejehjem:
Hvis jeg havde vidst sidste efterår, at den her sag også handlede om potentielt omsorgssvigt af ældre borgere på et københavnsk plejehjem, så
“For hvis jeg havde vidst sidste efterår, at den her sag også handlede om potentielt omsorgssvigt af ældre borgere på et københavnsk plejehjem, så havde jeg selvfølgelig handlet på det. Og det går jeg også ud fra, at resten af sundheds- og omsorgsudvalget havde, da de fik samme information,” skriver Sisse Marie Welling i et skriftligt svar til avisen.
Hun oplyser over for Berlingske, at hun, da hun blev orienteret om sagen, fik forklaret, at sagen handlede om fejl i omfordeling af midler til plejehjemmet. Hun oplyser også, at hun fik forklaret, at forvaltningen og Borgerrådgiveren var uenige om afgrænsningen af sagen.
SF-borgmester Sisse Marie Welling skal torsdag aften stå skoleret for Borgerrepræsentationen. Socialdemokratiet og De Konservative har nemlig rejst en såkaldt forespørgselsdebat om plejehjems-skandalen over for sundheds- og omsorgsborgmesteren.
Opdateret kl. 16.45 med faktabokse
Beboer fundet med afføring op og ned ad ryggen. Liggende kold i sin seng fyldt med urin, uden dyne
Det fremgår af konklusionsrapporten, hvordan en beboer på plejehjemmet Bispebjerghjemmet har ligget i sit eget bræk.
En anden beboer er fundet med afføring op og ned ad ryggen. Liggende kold i sin seng fyldt med urin, uden dyne.
En tredje beboer har siddet i en lænestol i 24 timer uden at have fået skiftet ble. Beboerens ben var voldsomt hævede og fyldt med sår efter de 24 timer siddende i lænestolen ret op og ned.
Endnu en plejehjemsbeboer fik børstet tænder så sjældent, at beboerens tænder er blevet helt sorte.
SF-borgmester grilles
Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), der også er SFs spidskandidat til kommunalvalget 18. november, skal torsdag aften stå skoleret i den københavnske Borgerrepræsentationen.
Socialdemokratiet og De Konservative har rejst en såkaldt forespørgselsdebat om plejehjemssagen. Her beder de to partier SF-borgmester Sisse Marie Welling redegøre for:
- Hvornår borgmesteren og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen første gang blev bekendt med de pågældende forhold og rapportens indhold?
- Hvornår borgmesteren og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har vidst hvad, i sagen om det pågældende plejehjem?
- Hvorfor Sundheds- og Omsorgsforvaltningen først tre år efter, i april 2025, udleverede de relevante borgerjournaler, når sagen startede med en whistleblowerhenvendelse i juni 2022? Og kan borgmesteren redegøre for, hvorfor Sundheds- og Omsorgsforvaltningen den 27. juni 2025 fastholdt, at denne ikke ville oversende flere oplysninger om sagen til borgerrådgiveren?
- Om borgmesteren vil iværksætte en særskilt undersøgelse af borgmesterens og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens egen håndtering af sagen, herunder om der er givet misvisende oplysninger til Borgerrepræsentationen og offentligheden?
- Hvorfor tog det borgmesteren og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ti måneder at svare borgerrådgiveren med den redegørelse, som denne påkrævede i januar 2023?
- Om borgmesteren kan garantere, at der ikke er lignende sager med stærkt kritisable forhold på plejehjem i Københavns Kommune, som offentligheden ikke har kendskab til i dag?
- Hvilke konkrete skridt borgmesteren og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har taget, siden de første oplysninger kom frem – både i forhold til at beskytte de berørte borgere og i forhold til at sikre, at lignende situationer ikke kan gentage sig?
- Hvordan borgmesteren vil sikre, at Borgerrepræsentationen fremadrettet rettidigt får indsigt i alvorlige sager om omsorgssvigt, så vi kan leve op til vores ansvar over for byens ældre?
- Hvordan borgmesteren vil styrke tilsyn og opfølgning med Københavns plejehjem, herunder sikre, at whistleblowere og pårørende bliver taget alvorligt og ikke skal vente i årevis på svar?
Kommentarer
Foregår desværre i rigt mål…
Foregår desværre i rigt mål over hele landet. Et resultat af de årelange besparelser på området har forrået hele miljøet, og embedsmændene forsøger af al magt at skjule det. Alle bliver nødt til at hjælpe med til at afdække de enorme omsorgssvigt der er i ældreplejen.
Tilføj kommentar