S-politiker langer ud efter blå partier: “Forlorent" og "vælgerbedrag”

Parkerings-hykleri

S-politiker langer ud efter blå partier: “Forlorent" og "vælgerbedrag”

Socialdemokratiet i København beskylder Venstre og Konservative for at tale med to tunger i sag om nedlagte parkeringspladser i Københavns Indre By

Knabrostræde
Billedtekst
Det er blandt andet på Knabrostræde i København, at der er placeret bænke i de områder, hvor der tidligere var parkeringspladser - nogle af bænkene er vendt ind mod husfacaden, hvor der ligger en tatovør.
Foto: Katrine Homaa Petsersen

På sociale medier florerer i disse dage billeder af tidligere parkeringsområder i Indre By i København, som blev nedlagt i løbet af 2024. 

Efter nedlæggelsen blev de tidligere parkeringspladser markeret som aflange områder med hvidt. I stedet for som hidtil med indtegnede egentlige parkeringsbåse.

Ved de nye aflange markerede områder blev der opsat skilte, der forklarede, at man kun måtte parkere i områder, hvor der er optegnet egentlige parkeringsbåse. 

Men det har været svært at forstå for mange bilister, at der nu var parkering forbudt i de nye aflange, tomme områder markeret med hvidt.  Af samme grund har mange bilister fået parkeringsbøder.

For at understrege, at de aflange områder, markeret med hvidt, faktisk ikke længere er parkeringsområder, har Teknik- og Miljøforvaltningen i København nu opsat bænke og blomsterkrukker på de de tidligere parkeringsarealer.

Topbillede
Ny Vestergade bænke
Blandt andet i Ny Vestergade bag Christiansborg er der nu placeret bænke, som står på skrå ude på vejen i aflange områder markeret med hvidt. De hidtidige parkeringspladser blev nedlagt i 2024 - Foto: Katrine Homaa Petsersen

Kritik fra V og K

Omlægningen fra parkeringsarealer til nu opholdsarealer giver anledning til stor debat blandt borgere, butiksejere og bilister. 

Ifølge B.T. betegner De Konservatives børne- og ungdomsborgmester i København, Jakob Næsager, nedlæggelsen af parkeringspladserne i Indre By for “en hån mod de københavnere, der betaler for en beboerlicens.”

Læs også:Socialdemokratiet i København i u-vending: Fra langt færre til flere parkeringspladser

Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Jens-Kristian Lütken, kalder sløjfningen af parkeringspladserne og den efterfølgende indretning af områderne til opholdsarealer for “nærmest en fuckfinger til bilisterne”:

“Hvem i alverden havde forestillet sig, at man skulle sidde der midt ude på gaden på to bænke, der står sådan lidt mærkeligt på skråt,” spørger han ifølge B.T. 

Vil man have besvaret det spørgsmål, skal de to politikere dog kigge indad, ifølge Niels Bjerrum, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet i den københavnske borgerrepræsentation.

"Komplet absurd"

Pilen peger nemlig tilbage på netop V og K, der selv har været med til at stemme for nedlæggelsen af parkeringspladserne, mener Bjerrum:

“Det er stærkt hyklerisk, at Konservative og Venstre går ud og undsiger den aftale, som de selv har været med til at lave sammen med Enhedslisten i “Budget 2023”. Nu går de ud og lader som om at de er løsningen. Det er jo komplet absurd.”

I “Budget 2023” besluttede flertallet, ledet af teknik- og miljøborgmester Line Barfoed (Ø), at nedlægge 600 parkeringspladser og omlægge 2.000 beboerlicenspladser til elbil-parkering:

“Det var en aftale, som Konservative, Venstre og Liberal Alliance lavede med Enhedslisten udenom S og SF,” forklarer han og kalder derfor Venstres og De Konservatives indignation “forloren og tæt på vælgerbedrag”.

Læs også:Efter sidste års fiasko - Socialdemokratiet slår tilbage i København

Efterfølgende har Socialdemokratiet godt nok været med i mindre aftaler om, hvordan de sløjfede parkeringspladser kunne bruges rekreativt, men Bjerrum mener ikke, at det ændrer noget ved ansvaret for, hvem der har ansvaret for at sløjfe de 600 parkeringspladser i Københavns Indre By.

Når det gælder selve indretningen af de tidligere p-pladser, er Bjerrum ikke imponeret, men han ser det som en biting:

“Hvis man skal nedlægge parkeringspladser – og det mener jeg ikke, man skal – så er det da fornuftigt, at man bruger pladsen til noget pænt.”

Det centrale er dog ifølge Bjerrum, at partierne bag aftalen om at sløjfe parkeringspladser, nu prøver at løbe fra den.

Topbillede
Parkeringspladser København bænke
Flere steder på Knabrostræde er der sat både blomsterkrukker og bænke op i de tidligere p-båse  - Foto: Katrine Homaa Petsersen

S vil have flere p-pladser i hovedstaden

Socialdemokratiets egen overborgmesterkandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, har allerede varslet en klar linje om parkeringspladser i hovedstaden.

Hun har tidligere sagt, at hun vil have flere parkeringspladser, og Bjerrum stemmer i:

Vi vil gøre, hvad vi kan for, at der skal være parkeringspladser nok til københavnerne

“Vi vil gøre, hvad vi kan for, at der skal være parkeringspladser nok til københavnerne, og det indbefatter også, at vi skal se på, om der kan skabes flere parkeringspladser i midten af byen.”

Jens-Kristian Lütken har tidligere forklaret til B.T., at de var nødt til at stemme for inddragelsen af parkeringspladserne, fordi det var en del af budgetaftalen. Men nu ønsker de altså p-pladserne tilbage.

Opdateret 20/9

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Fredag den 19.09.2025 - 12:54

Hvis man ønsker at nedlægge P-pladser på gaden, må man nødvendigvis sørge for nok P-huse/P-kældre i gåafstand fra beboelsesområder. Ellers er det hovedløs planlægning.
En ting er, at mange i byen nok kan undvære bil, men vil de også undvære besøg fra venner og familie fra andre områder af landet?

Indsendt af Gunnar Johansen (ikke efterprøvet) den Fredag den 19.09.2025 - 14:32

Jeg glæder mig meget ofte over at jeg ikke længere bor i København; det var ellers min barndoms by. Jeg undgår som regel også besøg i byen. Det er et par år siden jeg var der sidst.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Står til at skulle udtræde af Borgerrepræsentationen