Rosenkrantz-Theil langer ud: Barfod hemmeligholdt oplysninger om cyanid-udslip i Øresund

Kommunalvalg 2025

Rosenkrantz-Theil langer ud: Barfod hemmeligholdt oplysninger om cyanid-udslip i Øresund

Den socialdemokratiske overborgmesterkandidat i hårdt angreb på EL-overborgmesterkandidat, Line Barfod

Line Barfod (EL), Teknik- og Miljøborgmester i Københavns Kommune og Pernille Rosenkrantz-Theil (S), overborgmesterkandidat
Billedtekst
Line Barfod (EL), Teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune og Pernille Rosenkrantz-Theil (S), overborgmesterkandidat
Foto: Københavns Kommune og S - Fotografik: Emil Vendelbo Johansen

Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, mener, at Enhedslisten-borgmester og overborgmesterkandidat, Line Barfod, og hendes teknik- og miljøforvaltning har hemmeligholdt oplysninger om for høje mængder cyanid i vand pumpet fra byggeriet af den kunstige ø, Lynetteholm.

DR skriver torsdag, at der i fire ud af ti stikprøver i 2024 blev målt for meget af det giftige stof cyanid i det vand, der pumpes ud i Øresund.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune får besked om overskridelserne fra By & Havn i januar i år.

Læs også:Barfod retter voldsomt personangreb mod Rosenkrantz-Theil: Hun står på den forkerte side af historien

Socialdemokratiet ser med stor alvor på sagen:

“Det her er topmålet af dobbeltmoral fra Line Barfods side. Hun har i årevis talt op ad stolper og ned ad vægge mod Lynetteholm, og om hvor gerne hun vil passe på havmiljøet derude,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil ifølge en pressemeddelelse og fortsætter:

Så hemmeligholder hun det og dækker over det

“Når der så sker et giftigt cyanidudslip, så hemmeligholder hun det og dækker over det og foretager sig rent ud sagt ingenting. Hun orienterer hverken partierne på rådhuset, udvalget eller offentligheden.”

Barfod afviser: Jeg fik først besked i september

Line Barfod afviser over for DR at have hemmeligholdt oplysninger. 

Hun oplyser, at hun først blev bekendt med sagen 26. september, da hendes Teknik- og Miljøforvaltning sendte et svar til EL-medlem af den københavnske Borgerrepræsentationen, Mikkel Skovgaard.

Socialdemokraterne er jo ret desperate

“Socialdemokraterne er jo ret desperate. Vi ser dem jo gå ud tidligere med et stort angreb på SF, og nu er det så åbenbart kommet til, at de skælder ud på mig,” siger Line Barfod til DR.

Læs også:Rosenkrantz-Theil om reaktionerne på S-forslag om gratis vuggestuer og børnehaver: “Lidt rutineprægede”

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune oplyser i et skriftligt svar over for Berlingske, at Line Barfod ikke blev orienteret i januar:

“Forvaltningen har vurderet, at der ikke var behov for at orientere hverken Teknik- og Miljøudvalget eller borgmesteren, da forvaltningen blev bekendt med overskridelsen.”

Cyanid-oplysninger nævnt på side 44 i svar

Spørgsmål og svar til Line Barfods partifælle på Københavns Rådhus, Mikkel Skovgaard, fylder i alt 74 sider. Oplysningerne om cyanidoverskridelserne findes på side 44.

Pernille Rosenkrantz-Theil giver på den baggrund ikke meget for svaret fra Line Barfod: 

“Det her er jo, lige præcis det et embedsværk gør, når det forsøger at skjule en skandale. Man gemmer oplysningen langt nede i et bilag, der i øvrigt handler om alt muligt andet,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil til DR.

Topbillede
Cyanid-udslip

Først på side 44 i svaret til Barfods partifælle på Københavns Rådhus kan man læse nærmere om cyanid-udslippet i Øresund

 

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Evaluering af S-valgresultat i København

Manden, der har lagt navn til tidlig pension