Prisuddeling blev faktisk en overraskelse - men ikke kun positivt

Årets uddeling af de fine Oscar-statuetter, der løb af stablen i Hollywood natten til mandag dansk tid, blev faktisk en overraskelse, men det kan i den grad diskuteres om det er positivt.

Den mest prestigefyldte pris, selvfølgelig, er bedste film, som i år blev givet til Sean Bakers ‘Anora’, der handler om en ung kvinde, der arbejder på en stripbar, der også tilbyder lidt mere nærgående kontakt med kunderne.

Anora hedder den unge kvinde, der gennem arbejdet ender i kanen med en vild oligarksøn, der fester døgnet rundt, tager stoffer og spiller computerspil.

Han tilbyder at gifte sig med Anora, men herfra vender lykken og det fordragelige i, at en syndig kvinde fra samfundets bund har fundet den perfekte prins, der bliver finansieret af sin stenrige familie, og filmen udvikler sig til en mørk tragedie.

Det underlige er så, at filmen faktisk er lige dele komedie og tragik, lidt ligesom film, der er instrueret af Woody Allen, blot uden den intellektuelle kontekst.

Vi skal som seere sidde med denne fornemmelse af, at tematikken på en sær måde er eksistentielt vedkommende, samtidig med, at vi skal skraldgrine over de absurde samtaler.

Det er en såkaldt ‘smal’ og endda også en meget skrabet film

‘Anora’ er skudt med håndholdt kamera, og der er ikke meget æstetik over billedsiden. Det er en såkaldt ‘smal’ og endda også en meget skrabet film, men ikke desto mindre vandt den hele fem Oscars til dette års uddeling, inklusive Sean Baker som bedste instruktør og Mikey Madison som bedste kvindelige hovedrolle.

Timothée Chalamet gik tomhændet hjem

Selvom Denis Villeneuves ’Dune: Part II’ kun vandt to Oscars (bedste lyd, bedste visuelle effekter), så er det alligevel lidt trist, at den ikke blev talt mere op i de danske medier.

Selv var jeg ret begejstret for den, og mener at det er en stor bedrift, at Villeneuve har klaret sig så godt med at omdanne Frank Herberts berømte sci-fi romanserie til film.

Men det mest overraskende er nok, at Timothée Chalamet har hovedrollen, men ikke rigtig blev nævnt som sådan, samtidig med, at han faktisk blev vurderet til at kunne vinde prisen som bedste mandlige hovedrolleindehaver i James Mangolds ‘A Complete Unknown’, der handler om Bob Dylans spirende karriere i begyndelsen af 1960’erne i New York.

Den måtte se sig slået på alle banerne, på trods af, at den i danske medier er blevet rost til skyerne

Timothée Chalamet vandt ingen priser, og ’A Complete Unknown’ blev også overraskende overset, selvom den var nomineret i otte kategorier.

Den måtte se sig slået på alle banerne, på trods af, at den i danske medier er blevet rost til skyerne.

Her på Netavisen Pio var undertegnede en kende mere kritisk.

Fokus på Vestbredden

Det var en glædelig overraskelse, at ’No Other Land’ vandt prisen som årets bedste dokumentarfilm. Det palæstinensisk-israelske makkerpar, der har instrueret filmen, har sat skarp fokus på Israels chikane af palæstinenserne på Vestbredden.

De har også tidligere skabt skandale, da de i Tyskland kritiserede Israels behandling af palæstinensere generelt, men mest kontroversielt i Oscar-regi er det nok, at filmen ikke har kunnet finde en amerikansk distributør.

Med Donald Trump som præsident bliver kritikken af Israels rydninger af jord på Vestbredden endnu mindre kritiseret, og derfor var det godt at se et Hollywood, der dog kunne mønstre at sætte fokus på denne konflikt.

Det er mange år siden, jeg sidst har set noget så godt komme fra Danmark

Det gik desværre ikke så godt for danske ’Pigen med nålen’, der ellers var blevet nomineret i kategorien for bedste internationale film.

Det var nu ikke den helt store overraskelse, selvom jeg nu mener, at den havde fortjent prisen. Det er mange år siden, jeg sidst har set noget så godt komme fra Danmark.

Danske Ali Abassis’ ’The Apprentice’, der handler om Donald Trumps formative år, var slet ikke nomineret i kategorierne bedste film og bedste internationale film, men derimod i kategorierne bedste hovedrolle og bedste birolle, men måtte også gå tomhændet hjem.

Fire timer lang storfilm

Mest overraskende, og ærgerligt, var det, at storfilmen ‘The Brutalist’ ikke løb af med prisen for årets bedste film. Brady Corbets film er intet mindre end spektakulær.

Den varer hele fire timer, men på grund af filmens ekstremt smukke billeder, og skuespillets eminente udførelse, går tiden hurtigt.

Adrien Brody, der spiller hovedrollen som den eksilerede jøde fra Budapest, der har haft en stor karriere som arkitekt, og som var tilknyttet den kendte kunstner og designerkreds omkring Bauhaus, gør det simpelthen så godt, og han vandt retsmæssigt også prisen for bedste hovedrolle.

Ligesom ‘Anora’ er ‘The Brutalist’ også en lille historie, der rummer en langt større, og med et vigtigt emne

‘The Brutalist’ vandt også prisen for bedste cinematografi, og der er også helt igennem betagende skud fra marmorbruddet i italienske Carrara. At filmen ikke blev kåret som bedste film siger måske noget om hvordan hele festen og prisuddelingen i disse år ikke rigtig vil røre ved de helt store og dyre film, men for mig at se er det en tragedie.

Ligesom ‘Anora’ er ‘The Brutalist’ også en lille historie, der rummer en langt større, og med et vigtigt emne.

At mange af de jøder, der dengang flygtede fra Europa, og som siden er blevet stærkt anerkendte som kunstnere, ikke i starten blev behandlet med særlig god respekt.

Det fortæller en essentiel del af den nyere vestlige historie, der ikke er blevet belyst godt nok.

Priser er nu engang bare en leg

Alt i alt har filmåret 2024 været som mange andre år, med få rigtig gode film og med rigtig mange, mindre gode film.

At Oscars bliver uddelt til film, der senere vil gå helt i glemmebogen, er slet ikke nogen overraskelse, for det er sket mange gange tidligere.

Priser er nu engang bare en leg, der måske er sjov at følge med, og det er også sjovt og spændende at se på over et længere tidsafsnit.

Tandløs og kedsommelig

Skandalerne, som den der blev udløst, da skuespilleren Will Smith i 2022 stak komikeren og værten Chris Rock en lussing for rullende kameraer, bliver nok ikke glemt så hurtigt.

Det var i hvert fald også enden på valg af komiske værter, der sviner etablissementet til. I år var der ingen skarp kritik, som den komikeren Ricky Cervais leverede hele to gange, hvor han blandt andet gjorde kynisk grin med alt og alle, og med en alvor, der ikke er set lige.

Det har desværre også gjort selve begivenheden tandløs og kedsommelig. MeToo-skandalerne og skuespillernes strejker hører fortiden til, og hvilken næste skandale der bliver sådan rigtig kontroversiel, er ikke til at forudsige.

Måske filmen ‘Konklave’ burde have vundet flere priser, fordi den nu er blevet så aktuel med paven, der ligger for døden.

Men sådan skal film jo ikke vurderes. De skulle gerne prises for deres værdi som kunstværker, der nok kan pege på konflikter og tidssvarende problematikker, men i hvert fald fungere som, ja, film.

Om det er tilfældet i dag, er derimod tvivlsomt. Desværre.