Peter Hummelgaard: Ulighed er en trussel for vores samfundsmodel

”Where have you gone, Joe DiMaggio, our nation turns it’s lonely eyes to you”, spurgte Simon & Garfunkel i sangen om Mrs. Robinson med henvisning til den amerikanske baseballspiller og nationalhelt.

Under Helle Thorning-Schmidts kamelslugende regeringsperiode blev Peter Hummelgaard en Joe DiMaggio-lignende figur i mange steder i Socialdemokratiet.

Mens dagen og vejens politik bestod af det evige dagpengespørgsmål, hårde favntag om den kronisk glatte radikale håndsæbe og efterdønningerne fra den altomvæltende finanskrise, vendte mange håbefulde socialdemokrater deres ensomme øjne i Peter Hummelgaards retning. Nu består hans opgave i at indfri de mange forventninger, folk har til ham.

Der var noget ved den unge DSU-formand, der gav de hungrende socialdemokrater en anledning til at håbe igen. Hans kamp mod finanssektorens skruppelløse gambling. Hans stædige insisteren på en fair fordeling af samfundets værdier. Den hæse, næsten rustne ølkassestemme med både tryk og træk på vokalerne. Sådan som man talte københavnsk i gamle dage – og sådan som man stadig taler blandt de faglærte og ufaglærte i Køøøbeeenhaaaarvns Lufthavn i Kastrup, hvor Peter Hummelgaard er vokset op.

Ved folketingsvalget i 2015 blev det alvor for den amagerkanske socialdemokrat, der med over 5.000 personlige stemmer kun blev overgået af daværende partiformand Helle Thorning-Schmidt på den socialdemokratiske liste i København og dermed en plads i Folketinget.

Og ingen steder i København fik Peter Hummelgaard flere stemmer end på Skottegårdsskolen i Kastrup. Derude, hvor folk arbejder i lufthavnen, og hvor Socialdemokratiet kun lige akkurat er større end Dansk Folkeparti.

Jeg var enormt forvirret
Jeg møder den ikke længere helt nyslåede parlamentariker på Kanal-Cafeen i Indre København. Kun et par skridt fra Christiansborg, men samtidig adskilt fra de parlamentariske gemakker af kanalen. Et yndet refugium, hvor man – i modsætning til Snapstinget, der er drevet af Claus Meyer – får solidt smørrebrød og øl eller snaps til frokosten. Vi nøjes med øl, og jeg spørger Peter Hummelgaard, hvordan det er at være blevet folketingsmedlem, mens han venter på sin kryddersild.

”Spin-udgaven af et svar på dit spørgsmål vil være at sige, at alting er legende let, og at vejen til indflydelse er kort. Sandheden er, at de første måneder rendte jeg rundt og var enormt forvirret. Jeg har arbejdet med politik på et – synes jeg selv – ret højt niveau før, men som parlamentariker var jeg jo helt grøn. Men jeg synes, jeg er ved at lære håndværket. Nu skal jeg simpelthen bare blive bedre til ikke at sidde på Borgen til klokken 21 om aften”, siger han, og uddyber mens kryddersilden bliver sat på bordet.  ”Man skal også have et liv til at fungere udenfor”.

Finanssektor og flypartikler
Før han blev valgt, var det de helt store emner, som gjorde ham til en flittig gæst i debatprogrammerne. Ikke mindst kampen mod bankerne og finanssektoren fyldte meget, men som nyvalgt folketingsmedlem er det anderledes konkrete og mere hverdagsagtige ting, han har beskæftiget sig med.
”Jeg var meget inde over det forslag fra Dansk Folkeparti om at skære i boligydelsen for pensionister. Det lykkedes os jo at få skubbet det til hjørne, og jeg har bekæmpet regeringens besparelser på arbejdsmiljøet. For eksempel har jeg fået bremset, at regeringen ville stoppe en undersøgelse af skadelige flypartikler, der har betydet, at alt for mange af medarbejderne i Københavns Lufthavn har fået kræft,” forklarer han.

”Det er noget af det fascinerende ved Folketinget. At man kan være med til at sikre lokale mærkesager samme dag, som man i Europaudvalget skal give dansk mandat til en EU-løsning på flygtningespørgsmålet.”

Undskyld, de kommer og tager brødet ud af munden på jer
Vi bliver afbrudt af en flok glade, unge medarbejdere fra Tuborg klædt i en sær kombination af uniformen fra en gammeldags øl-kusk tilsat påskegule kontraster. De fortæller os med stor fornøjelse, at det er ”P-dag”, og at de derfor deler gratis Påskebryg ud. Man skulle jo være et skarn, hvis man sagde nej til den slags.

Uligheden er en trussel mod vores samfundsmodel

Ulighed og den nye værdikamp
Selvom kampene er blevet meget mere konkrete og nu foregår i Folketingets udvalgslokaler og ikke i Deadline-studiet, så er det stadig den samme kamp mod uligheden, som lader til at være Hummelgaards drivkraft.: ”Uligheden er en trussel mod vores samfundsmodel. Det er forbundne kar, vi ser i lyset af finanskrisen.”

Peter Hummelgaard læner sig frem over frokostbordet og lægger den karakteristiske amagerstemme over i et mere insisterende toneleje.
”Det er angreb på en fair fordeling. Det er et pres på lønningerne. Det er for meget ophobning i finansøkonomien i stedet for realøkonomien. Det er hele spørgsmålet om automatisering: Vil der være job til folk med ingen eller korte uddannelser?”

”Det er også et spørgsmål om, hvad der skaber værdi. Det er hele den nye værdikamp. Højrefløjen siger, at velfærdssamfundet er en klods om benet. Det er en myte. De siger, at danskerne ikke arbejder længe nok, at de er dovne. Det er myter alt sammen! Det bliver brugt til at føre angreb på et lige og trygt samfund. Konsekvensen er, at middelklassen skrumper, og vi nu diskuterer, om folk skal arbejde til de er 72.”

”En samlet betegnelse for alt det: Ulighed.”

En socialdemokratisk samfundsforståelse
Spørgsmålet om, hvor han ser Socialdemokratiet, får Peter Hummelgaard til at tage en tænkepause.
Mange, både til højre og venstre for Socialdemokratiet påstår, at den socialdemokratiske samfundsmodel ikke længere er svaret på de udfordringer, vores samfund står overfor. At et udbygget velfærdssamfund og et organiseret arbejdsmarkedet ikke kan spille sammen med øget globalisering.

Jeg er optimist. Ikke blåøjet, men jeg er optimist.

Den analyse deler Peter Hummelgaard ikke.

”Jeg er optimist. Ikke blåøjet, men jeg er optimist. Hvis du ser på tiden efter finanskrisen, summen af de udfordringer, vi står overfor, så synes jeg, det taler direkte til en socialdemokratisk samfundsforståelse,” siger han og uddyber:

”Vi har muligheden for også at blive den definerende politiske faktor i det 21. århundrede, hvis vi tør gribe den. Hvis vi bare sætter os på toget og følger den samfundsanalyse, højrefløjen har skabt, med et splittet samfund og befolkning, så har vi ingen rolle. Det har vi heller ikke, hvis vi reducerer os selv til at råbe. Vi skal turde bruge magten. Det er noget af det, vi kan tage med fra sidste regeringsperiode. Det gjorde vi ikke i høj nok grad.”

Et omvandrende paradoks
Han er på mange måder et paradoks, Peter Hummelgaard.

På den ene side er han arbejderknægt. På den anden side er han jurist.
På den ene side er han socialdemokrat på den der skurvognsagtige måde. På den anden side henviser han til OECD-rapporter og økonomer i flæng.
På den ene side er han rigtig meget fra Amager. På den anden side taler han altid hjemmevant om Los Angeles, hvor han også har familie.

Vi er ved vejs ende. Der ligger kun et par rejer tilbage på min tallerken, efter fiskefileten er blevet fortæret. Og jeg tænker, at måske er det at finde Peter Hummelgaard i Socialdemokratiet i virkeligheden det samme som at finde en reje i rejeost: Der burde være masser af dem, men der er så få, at man bliver helt overrasket, når man finder en.

I de kommende år vil der sikkert stadig være masser af socialdemokrater, der vender deres ensomme øjne i retning af Peter Hummelgaard. Det store spørgsmål, der står tilbage, kan kun tiden besvare: Vil han kunne leve op til de enorme forventninger, der er til ham?