Hønge langer ud: “Politikerne lever i en parallelverden”

SF stemte imod

Hønge langer ud: “Politikerne lever i en parallelverden”

Folketingets politikere har i dag stemt for at forhøje pensionsalderen. SF mener, at politikerne har mistet grebet om virkeligheden

Karsten Hønge (SF), beskæftigelsesordfører
Billedtekst
Karsten Hønge (SF), beskæftigelsessordfører
Foto: William Vest-Lillesøe

Folketinget har torsdag stemt for at forhøje folkepensionsalderen til 70 år fra år 2040. Beslutningen betyder, at alle født efter den 31. december 1970 skal arbejde endnu længere, før de kan trække sig tilbage.

Men det sker ikke med opbakning fra SF som stemte imod forslaget og kommer med skarp kritik:

Læs også:Debat: Forsvar og retfærdig pension – vi kan begge dele

“Det handler ikke kun om alderen,” siger SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge til Netavisen Pio og tilføjer:

“Det handler om, at der er tre grundlæggende ting, der skal være til stede før vi vil være med til at sætte pensionsalderen yderligere op: Et sundt arbejdsmiljø, robuste tilbagetrækningsordninger og mulighed for videreuddannelse gennem hele livet.”

det er urealistisk, at tømrere skal kravle rundt på tagrygge i 70’erne

Karsten Hønge mener, at regeringen og et flertal i Folketinget ignorerer virkeligheden for dem, den stigende pensionsalder rammer hårdest – særligt folk i fysisk krævende job.

Læs også:Så mange vil arbejde efter folkepensionen

Han peger på, at bekymringen over, hvor længe man kan holde til at arbejde, er massiv i befolkningen.

“Op mod 80 procent er bekymrede for, om de kan blive på arbejdsmarkedet helt frem til pensionsalderen. Når jeg taler med folk om pension – for eksempel i min egen fagforening – siger alle entydigt, at det er urealistisk, at tømrere skal kravle rundt på tagrygge i 70’erne. Det ved selv dem med et perifært kendskab til faget. Det er som om, politikerne lever i en parallelverden.”

Karsten Hønge: Reformen er blevet doven 

Karsten Hønge erkender, at der er økonomiske argumenter for at lade pensionsalderen følge levealderen, men han mener, at virkeligheden for mange lønmodtagere ikke matcher regnearkene på Christiansborgs kontorer.

En løsning SF peger på er, at pensionsalderen bliver differentieret og, at Arnepensionen udbygges, så den omfatter flere målgrupper og giver bedre ydelser.

“Jo tidligere du går ind i elevatoren, jo tidligere kan du gå ud,” siger Hønge.

 

 

 

Anne-Sofie Søndergaard Bak Madsen

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 22.05.2025 - 20:04

Og det i dén grad.

Men i 2040 har danskerne igen i den grad lært at makke ret som før i tiden, uden fagforeninger og folkepension, med den retning den økonomiske ulighed er på vej i Danmark, hvor de rigeste 10% ejer 85% af alle værdier i 2025.

I 2040 er Danmark som USA er i dag.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 22.05.2025 - 21:47

Jamen så syntes jeg at SF skal tage deres pensions forslag med ind til de kommende forhandlinger,og så må vi se, om ikke det kan lykkes at finde en mere retfærdig pensionsordning.
Deres forslag matcher på visse områder også det som jeg hører fra Socialdemokratiet og de unge SU’r og ikke mindst fra de overenskomst bærende fagforenninger.
Men vi må også være realister og se i øjnene at der skal findes et nødvendigt politisk flertal bag en ny pensionsaftale.
Og som jeg ser på forholdene i dag kan det godt blive svært- Vi kan i hvertfald godt udelukke de radikale på forhånd som tilhørende den røde side . ( De har kaldt Arne pensionen for et generationstyveri )

Indsendt af Bent Møller Jensen (ikke efterprøvet) den Fredag den 23.05.2025 - 11:38

Jeg går bestemt ind for at man skal genforhandle den i Velfærdsforliget aftalte pensionsalder.

I 1957 blev pensionsalderen fastsat til de 67 år. Den samme alder som man i dag, 80 år senere, kan gå på pension efter.

I mellemtiden er mangt og meget forandret.

Ferien er blevet, feriefridage er indført, udvidet barselorlov, pasningsorlov, færre tunge løft, arbejdstiden forkortet, senere start på arbejdslivet og mange andre ting.

Derfor er der også mange der kommer i "pensionsalderen" der fint kan fortsætte efter det 67'ende år.

Men der er også rigtig mange der ikke kan, som stadig har byrdefulde jobs, tunge løft og akavede arbejdsstillinger.

Dem skal vi gøre noget for. Selv om vi lever længere, er det ikke ensbetydende med at den menneskelige organisme er blevet forandret.

Vi lever længere fordi vi spiser bedre, har mere fritid. Men en ryg der er kroget af mange års hårdt slid, er stadig kroget. Derfor!

Indsendt af Morten Hansen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 24.05.2025 - 12:03

I den malervirksomhed hvor jeg slår græs,
er pigerne slidt op, når de er 40 - 50,
og drengene er kaput, når de er 50 - 60.

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Lørdag den 24.05.2025 - 17:12

Mange har mulighed for at trække sig tidligere tilbage på de private pensionsordninger. Mange har også mulighed for at nedskalere og sælge fast ejendom. Når man er nedslidt og ikke kan arbejde, gider man heller ikke rense tagrender og vedligeholde fast ejendom, til man sætter sutterne. Så hvor stor er udfordringen med nødvendig tidligere pension til resten? Er der grund til panik?

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.