HK beskylder myndigheder for at trække tiden ud - ”Det er helt urimeligt”

Tabt arbejdsevne

HK beskylder myndigheder for at trække tiden ud - ”Det er helt urimeligt”

Ankestyrelsen vil efter to tabte sager om tab af arbejdsevne i Højesteret nu prøve lykken en tredje gang. Modstanderen er nu HK, som desuden går i rette med styrelsens regnestykke

Mads Samsing, næstformand, HK Danmark
Billedtekst

Mads Samsing, næstformand, HK Danmark

Foto: HK

Højesteret har i to domme til fordel for FOA slået fast, at mennesker, der har mistet en del af deres arbejdsevne efter en arbejdsulykke, har ret til erstatning, når deres erhvervsevnetab er mellem 5 og 15 procent. 

Alligevel vælger Ankestyrelsen nu at kaste sig ud i endnu en ankesag.

Dommen der søges anket til Højesteret er en sag som HK Danmark vandt i Vestre Landsret 3. februar 2025. 

Hele 100 milliarder kroner skønner Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at det kan ende med at koste, hvis den seneste FOA-sag fra 17. januar 2025 kommer til at danne grundlag for samtlige erstatningssager om tabt arbejdsevne.

Det fremgår at en orientering fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg 14. marts 2025.

Højesteret har talt, og de skadelidte har ret til erstatning

De to myndigheder mener at bagatelgrænsen for at søge erstatning skal gå ved 15 procent og ikke ved 5 procent.

Helt urimeligt 

Anmodningen om at tage HK-sagen til Højesteret i lyset af de to FOA-sager bliver mødt med hovedrysten hos HK.

”Højesteret har talt, og de skadelidte har ret til erstatning. Men Ankestyrelsen prøver alligevel at trække tiden ud med en ny ankesag. Det betyder, at de mennesker, der har mistet deres arbejdsevne, stadig må kæmpe for den erstatning, de burde have fået for længst. Det er helt urimeligt,” siger Mads Samsing, næstformand i HK, ifølge en pressemeddelelse.

Læs også:Gul telefonsælger til HK-formand: ”Jeg har meget stor respekt for jeres arbejde”

Brikker i et spil om penge

Samtidig er Mads Samsing stærkt kritisk over for Ankestyrelsens skøn på, at dommen kan koste staten 100 milliarder kroner.

 ”Ankestyrelsen slynger et kæmpe beløb ud i luften uden at vise nogen form for dokumentation. Hvis staten mener, at det bliver dyrt, må de i det mindste være transparente i forhold til, hvordan de når frem til det tal. Det er ikke fair, at skadelidte bliver brugt som brikker i et spil om penge. 

Læs også:Nu slår fagbevægelsen til: HK har sendt krav om overenskomst til Moderaterne

Det fremgår af Ane Halsboe-Jørgensens orientering, at ministeriet har bedt om en redegørelse for hvordan man præcist er kommet frem til de 100 milliarder kroner. 

Vi står skulder ved skulder med de skadelidte

HK slår fast, at de vil tage kampen op, hvis Højesteret giver Ankestyrelsen lov til at anke sagen.  

”Vi står skulder ved skulder med de skadelidte. Ingen skal efterlades i økonomisk uvished på grund af en unødvendig og urimelig anke. Vi kæmper for den retstilstand, som Højesteret har slået fast – og vi giver ikke op,” siger Mads Samsing. 

Højesterets to domme 

·     Der har været tvivl om, hvor lavt et erhvervsevnetab der giver ret til erstatning i arbejdsskadesager. 

·     Højesteret har i to sager fastslået, at skadelidte har ret til erstatning, når erhvervsevnetabet i en arbejdsskadesag er højere end 5 procent, varigt og sikkert. Det er nyt, da myndighederne tidligere har ment, at grænsen gik tættere på 15 procent. 

·     Dommene slår fast, at myndighederne ikke kan undlade at træffe afgørelse i erstatning, når tabet ikke er bagatelagtigt, hvilket Højesteret definerer som mere end 5 procent. 

·     Det er en afgørende sejr for arbejdstagere, der før stod i en juridisk gråzone og risikerede at miste deres berettigede kompensation. 

Kilde: HK Danmark

Emil Vendelbo Johansen

Souschef på Netavisen Pio. Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Jens Klausen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.03.2025 - 19:44

Ankestyrelsen er Statens og det såkaldte Folketings forlængede arm, som KUN har FÅ ting til opgave: At spare penge, spare flest mulige penge - og spare MEST på syge, nedslidte og arbejdsløse mennesker!!!

Indsendt af Jørn Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 20.03.2025 - 01:51

Jens Klausen. Jeg ved ikke hvad du mener med det såkaldte folketing. Men der er ingen tvivl om at Ankestyrelsen skal vurdere hvor meget der kan udbetales i erstatning, og det giver næsten sig selv at det er til syge og tilskadekommende, hvorfor ellers erstatning ?
Men hvis tallet på 100 miliarder er korrekt, må vi takke Ankestyrelsen for at holde igen. Ellers vil vores skattebetaling blive adskillige tusinder kr. højere end i dag. Men det betyder måske ikke noget for dig ?

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.