Fyring af nyhedsdirektør handler ikke om taxa, men om magt og politik

Danmarks Radio

Fyring af nyhedsdirektør handler ikke om taxa, men om magt og politik

DR’s generaldirektør Bjarne Corydon er ved at ruste DR til et kommende medieforlig. Det, og ikke de mange taxa-ture, er den egentlige årsag til Sandy French’ fyring, vurderer journalist og kulturkommentator Niels Frid-Nielsen

Sandy French og Bjarne Corydon
Billedtekst
Det er særligt dokumentaren "Grønland Hvide Guld", der blev fældende for Sandy French, mener Niels Frid-Nielsen.
Foto: DR/Agnete Schlichtkrull

Onsdag kom det frem, at Sandy French forlader posten som nyhedsdirektør.

Meldingen kom i kølvandet på en række uberettigede taxature, som French har foretaget på licensbetalernes regning til en samlet værdi af 16.000 kroner.

Til DR Nyheder understregede DR’s generaldirektør Bjarne Corydon dog, at fyringen bygger på en “samlet vurdering” – og ikke alene på de problematiske taxaregninger.

Den vurdering understøtter journalist og kulturkommentator Niels Frid-Nielsen, der er tidligere kulturredaktør i DR, i sin analyse af sagen:

Taxa-sagen er dråben, der får bægret til at flyde over

“Taxa-sagen er dråben, der får bægret til at flyde over. Men reelt handler det om, at den nye generaldirektør, skal sætte et nyt hold, hvis DR også skal have en eksistensberettigelse i det 21. århundrede," siger han til Netavisen Pio.

Kender Sandy French

Niels Frid-Nielsen var i mange år ansat i DR og var i et årti kulturredaktør – i en periode også med Sandy French som nærmeste chef:

“For mig var hun en rigtig god chef. Da jeg blev ramt af en alvorlig sygdom, holdt hun min stilling i et år, mens jeg var på hospitalet. Hun var empatisk og human,” siger han.

Han forklarer, at de ikke kender hinanden personligt, men at han heller ikke har nogen grund til at miskreditere hende.

Mediefolk kaldte det en bagatel

Taxa-sagen er af flere mediechefer blevet kritiseret for at være under bagatelgrænsen.

Blandt andet udtalte Politikens chefredaktør Christian Jensen i Presselogen:

“I min verden er det der virkelig en bagatel, og jeg synes egentlig ikke, at det er nogen synderlig god historie.”

Læs også:Ikke flere taxature: Nyhedsdirektør fyres

Ifølge Niels Frid-Nielsen er sagen da også blot en belejligt anledning til fyringen, men han minder om, at den også kommer i kølvandet på et hårdt år med mange møgsager for Sandy French.

Udover taxaturene, indebærer det blandt andet manglende handling i forbindelse med en sag om omtrent 30 DR-medarbejdere, som har underskrevet en erklæring, der sammenligner Israels krig i Gaza med folkedrab.

French måtte også høre for sin håndtering af DR-dokumentaren “Grønlands Hvide Guld”, der fik stor kritik for at fremlægge misvisende tal om Danmarks gevinst ved kryolit-udvinding i Grønland.

Hele blå blok ser "Grønlands Hvide Guld” som et stjerneeksempel på DR’s tendentiøse, dårlige journalistik

Netop dokumentaren blev måske særligt fældende for French i sidste ende – ikke bare fordi det var en ærgerlig sag, men fordi den blev bemærket af politikerne, siger Frid-Nielsen:

“Hele blå blok ser "Grønlands Hvide Guld” som et stjerneeksempel på DR’s tendentiøse, dårlige journalistik. De kan ikke leve med sådan nogle sager, og derfor vil de i næste medieforlig have en garanti for, at vi ikke får endnu en sag som den.”

DR skal vinde blå bloks gunst

Ifølge Frid-Nielsen skal fyringen ses i lyset af, at Corydon netop nu er ved at ruste DR til et kommende medieforlig, hvor han er nødt til at vinde tillid fra begge fløje på Christiansborg:

“Det vi har set de sidste 10 år er, at når der har været en socialdemokratisk regering, så har DR fået penge, og der er blevet kompenseret for de borgerliges nedskæringer. Hver gang der har været en borgerlig regering, så har de skåret vildt og inderligt i DR.”

Læs også:DR overså advarselslamper i kryolit-skandale: Alt, der kunne gå galt, gik galt

Det er dog svært at lave langsigtede planer for en organisation som DR, hvis man hele tiden agerer kastebold mellem rød og blå blok – og det er altså særligt hos blå blok, at Corydon skal genvinde tilliden, vurderer Frid-Nielsen.

Corydon var nødt til at markere et opgør, og det kostede Sandy French jobbet.

Et strategisk magtopgør

Bjarne Corydon tiltrådte stillingen som generaldirektør i august.

Sandy French var nyhedsdirektør i otte år og var inden dokumentar-skandalen også et oplagt bud på en kommende generaldirektør ifølge Niels Frid-Nielsen.

Han beskriver, at DR Nyheder af mange bliver betragtet som en slags “stat i staten”, og posten som ansvarshavende er meget magtfuld.

Læs også:DR-boss kørte over 500 taxature på licensbetalernes regning

Derfor skal fyringen af French også ses som et statement, der viser, at Corydon er villig til at træffe store beslutninger og gøre op med “det gamle DR”, mener Frid-Nielsen:

“Bjarne Corydon er magtbevidst, han er tidligere finansminister og chefredaktør. Han ved godt, hvad det handler om, også rent politisk. Så han skal ud og være det store flagskib. Han skal ud og markere,” siger han og fortsætter:

Han skal ud og forklare den åbne befolkning, at DR er nødvendig for det danske demokrati

“Han skal ud og forklare den åbne befolkning, at DR, trods Grønlands-dokumentarer og alt muligt andet, er nødvendig for det danske demokrati, for den danske kultur, for det danske sprog, for den danske historie. Alt det skal han overbevise os om, og han skal gøre os glade for at betale til DR igen.”

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 02.10.2025 - 20:37

Er DR virkelig så nødvendigt? Selv ser jeg aldrig hverken DR eller TV2, ligesom det er de færreste af mine venner og bekendte, der gider se, hvad statspropagandisterne har at byde på. Ifølge statistikkerne er det kiun 25% af danskerne, der jævnligt ser DR, langt de fleste af dem ældre mennesker. Så hvorfor ikke bare skære det overflødige fedt fra, eller helt lukke butikken?

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Fredag den 03.10.2025 - 15:33

Som svar til af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet)

Niels Duus: Jeg tror gerne, at du og dine venner sagtens kan nøjes med de russiske og arabiske statspropagandister.
Men det er vi så en stor del af befolkningen, der ikke kan.

Hvis 25% af befolkningen jævnligt ser DR, er det en betragtelig andel. Til sammenligning ville et dagblad som Politiken næppe kunne få armene ned, hvis 25% af den danske befolkning abonnerede på avisen i en eller anden form.

Nej, vi kan ikke undvære DR! Men en generel oprydning har længe været tiltrængt. Og vi må kunne stole på de nyheder, som DR bringer til torvs, hvilket i laaaaaang tid ikke har været tilfældet. Det kræver en gennemgående omlægning af linjen og fjernelse af de medarbejdere og korrespondenter, der ikke evner at vinkle deres indslag på en nuanceret og upartisk facon. Det burde stå klart for enhver.

Jeg har - i al fald indtil videre - tillid til, at Bjarne Corydon er den rette mand på posten, og jeg håber meget, han har en stor fejekost!

Indsendt af Gunnar Johansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 02.10.2025 - 21:22

Ja, tak. Luk dog butikkerne, både DR og TV2.
PS: Jeg er en af de ældre mennesker.

Indsendt af Jakob (ikke efterprøvet) den Torsdag den 02.10.2025 - 23:24

DR er det eneste medie demokratiet ikke kan undvære. TV2 kommer ind på en fin andenplads. De resterede medier er bare nikkedukker for deres ejeres finansielle interesser

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 02.10.2025 - 23:48

Som svar til af Jakob (ikke efterprøvet)

"... deres ejeres finansielle interesser ..."
lønningerne i DR er vist absolut i den høje ende.

Fx:
"En aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået, viser nemlig, at den afgående generaldirektør for 2024 får udbetalt en samlet årsløn på 4.052.537,38 kroner inklusive pension".

https://ekstrabladet.dk/underholdning/filmogtv/dr-boss-stopper-saa-meget-tjener-hun/10405062

MRR's årsløn udgør altså ca. 1/1000 af DRs indtægter.

"DR beskæftigede i gennemsnit 2.379 årsværk i faste ansættelsesforhold i 2024, hvilket er
stort set uændret i forhold til 2023".
Kilde: DRs Årsrapport 2024

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 02.10.2025 - 23:36

I morgen, lørdag d. 3/10, er der igen igen igen ... Kriminalkommissær Barnaby. Holder dog aldrig op?
Det siger alt om behovet for DR.

DR ville ikke eksistere i sin nuværende form hvis ikke det var fordi DR fik over 4.000.000.000 kr. af staten.

Ku' vi ikke døbe DR om til DRG? Danmarks Radios Genudsendelser?

Indsendt af Otto Nielsen (ikke efterprøvet) den Mandag den 06.10.2025 - 23:05

Som svar til af Kurt Jensen (ikke efterprøvet)

Små slag, Kurt Jensen. Du ser åbenbart ikke meget TV2. En hel eftermiddag med Beha-familien, en hel eftermiddag med Linde på Langeland. Kik selv efter flere genudsendelser. I øvrigt tror jeg ikke, at TV2 medarbejdere ved Go´morgen ved, at der også sendes reklamer. "Når vi er tilbage efter en omgang nyheder" Det må da rettelig hedde: "Når vi er tilbage efter en omgang reklamer og nyheder. Også reklamer for den voksende skov af pengespil-pushere.

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 07.10.2025 - 16:44

Som svar til af Otto Nielsen (ikke efterprøvet)

Otto, kan ikke se TV2, det er jo en betalingskanal!
Jeg er jo tvangsindlagt til at betale til DR, og jeg har en berettiget forventning om alsidighed
.

Indsendt af Otto Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 07.10.2025 - 23:15

Som svar til af Kurt Jensen (ikke efterprøvet)

Ja, det er utroligt, at TV2 kan bevare skinnet som en "betalingskanal".
Du har jo betalt via "licens"-tilskud og du er jo også med til at betale via de firmaer, der med fradrag i deres skat, kan øse millioner i foretagenet.
I øvrigt en fed udsendelse på DR2 med Nascalinierne og store udgravninger i Peru.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 04.10.2025 - 22:35

DR var fremragende TV med DR1, DR2, DR3, DR Kultur og DR Ramasjang før det blev rundbarberet af det blå hold for at skabe mere rum for borgerlige lykkehjuls betalingskanaler som TV2 - DR successen X-Faktor blev ved samme lejlighed overdraget til TV2.

Det blå misundelige svindlerhold tåler ingen succes for andre end private. Ligegyldigt hvor elendigt resultatet bliver.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.