Forsvar eller pension? Nu kommer Wammen med vigtigt nyt

Dansk økonomi

Forsvar eller pension? Nu kommer Wammen med vigtigt nyt

Ny melding fra finansministeren glæder Arbejdernes Erhvervsråd: Der bliver nu råd til at lempe pensionsalder-reguleringen, sætte udgifterne til forsvaret markant op - og samtidig holde hånden under velfærden 

Nicolai Wammen, finansminister
Billedtekst
Nicolai Wammen, finansminister
Foto: Morten Fauerby/Finansministeriet

Finansminister Nicolai Wammen (S) kommer nu med en særdeles vigtig melding om dansk økonomi. Nemlig, at han er på vej med en “betydelig opjustering” af det økonomiske råderum.

Tirsdag eftermiddag udsendte Finansministeriet en noget nørdet pressemeddelelse, som bærer overskriften: “Kommende metodeeftersyn af de mellemfristede fremskrivninger”.

Læs også:“Præmissen om, at vi skal vælge mellem pension og sikkerhed, er forkert”

Men læser man ned i pressemeddelelsen indeholder den en meget vigtig besked til alle skatteydere i Danmark:

Det forventes at resultere i en betydelig opjustering

“Det er endnu for tidligt at sige, hvor meget råderummet frem mod 2030 bliver opjusteret, men det forventes at resultere i en betydelig opjustering,” udtaler finansminister Nicolai Wammen.

Wammen: Gør det lettere

Han tilføjer - nok så bemærkelsesværdigt - at den kommende betydelige opjustering vil gøre det langt lettere end hidtil antaget, at finde de mange penge til en markant styrkelse af det danske forsvar:

På en ansvarlig og retfærdig måde

“Et højere finanspolitisk råderum er glædeligt, da det giver os et bedre udgangspunkt for at håndtere de kommende års store udfordringer i en urolig verden – ikke mindst et godt udgangspunkt for, at vi kan samle den nødvendige regning for oprustningen af forsvaret og NATO’s styrkemål op på en ansvarlig og retfærdig måde.”

Læs også:“Den store regning” venter - få overblikket her

Finansministeriet understreger, at den forventede betydelige opjustering af Danmarks økonomiske råderum forventes i slutningen af juni.

AE: Vi står med et kinderæg

Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd glæder senioranalytiker Gustav Elias Dahl sig over, at Finansministeriet har igangsat et eftersyn af ministeriets regnemaskine, og at arbejdet ser ud til at bære frugt:

”De seneste mange år har ministeriernes skøn for dansk økonomi konsekvent været alt for pessimistiske. Det peger på skævheder i regnemaskinen, når dansk økonomi systematisk undervurderes.”

”Hvis Finansministeriet laver de justeringer, der er lagt op til, kan råderummet formentligt opjusteres med et tocifret milliardbeløb.”

Læs også:Forsvar eller pension? Vi kan begge dele

Gustav Elias Dahl vurderer over for Netavisen Pio, at vi formentlig kan se frem til “en opjustering på mere end 20 milliarder kroner”:

Og samtidig med det holde hånden under velfærden fremover

“Min forventning er, at der både er råd til at se på pensionsalderen og komme op på 3,5 til 4 procent af bnp i forsvarsudgifter. Og samtidig med det holde hånden under velfærden fremover.”

Flere årsager til at dansk økonomi boomer

Finansministeriet angiver flere årsager til, at det går godt med dansk økonomi:

“Dansk økonomi har udviklet sig bemærkelsesværdigt godt i de seneste år. Beskæftigelsen er rekordhøj, blandt andet fordi flere ældre vælger at arbejde mere, flere indvandrere er kommet i beskæftigelse og mere international arbejdskraft er kommet til Danmark.”

Læs også:Så mange vil arbejde efter folkepensionen

“Samtidig har danske virksomheder haft enorm succes på eksportmarkederne. Og det er sket i en periode med coronavirus, høj inflation, krig på det europæiske kontinent, og hvor den globale handel er stagneret.”

Siden folketingsvalget i 2022 har Finansministeriet fire gange opjusteret det økonomiske råderum med i alt 52,5 milliarder kroner. Nu varsler finansminister Nicolai Wammen endnu en "betydelig opjustering".

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 14.05.2025 - 15:44

Det er vel ikke så mærkeligt at staten har stigende indtægter, det skyldes nok især de stigende priser på fødevare og andre forbrugsvare som er pålagt 25% moms og dermed giver stigende indtægter da forbruget ikke er faldet tilsvarende til trods for de stigende priser.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 14.05.2025 - 17:52

Det er da en god nyhed fra finansministeriet og Wammen .
Det kan forhåbentlig lukke munden på alle “jammerkommoderne” i Pressekorpset og diverse selvbestaltet politiske meningsdannere .Der ikke mener at der er råd til at fastlåse pensionsalderen på de foreslåede 70 år , når der samtidig skal findes penge til forsvaret.

Indsendt af Niels Kristian… (ikke efterprøvet) den Onsdag den 14.05.2025 - 19:28

Det er jo dejligt positivt-og lad os håbe det holder! Men problemet opstår jo, når der igen kommer økonomisk krise og afledt arbejdsløshed på ført af ustabile finansmarkeder-og om det så er indenfor den nærmeste årrække eller? Det er spørgsmålet!
Men vi kan jo håbe, at der indtil da også bliver råd til genopretning af den misligeholdte Folkeskole- samt til hospitalerne så fyringer grundet besparelser undgås!

Indsendt af Arne Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 14.05.2025 - 23:56

Vi skal som vælgere stemme på dem som vi tror på.
I valgkampen op til valget i 2019, udtalte Mette
Frederiksen, at hvis hun fik magten, ville hun
indføre en pension, som man kunne få tildelt efter
eget ønske, hvis man havde været mange år på
arbejdsmarkedet, Lars Løkke udtalte at det var
det største fupnummer han nogen sinde havde hørt.
Hvad skete der, Arne pensionen blev indført af et
stort flertal i folketinget. Op til valget i 2022
lovede Mette Frederiksen, at hun ville give store
grupper af offentlige ansatte et tiltrængt lønløft,
et stort flertal i folketinget brugte 6 Mia. kroner
på at hæve grundlønnen for rigtig mange i blandt
andet i sundhedsvæsenet. Nu kan det med sikkerhed
ske det at den planlagte folkepensions alder bliver
ændret, så danskerne skal arbejde så længe som
reformen fra 2006 ellers har haft som forudsætning
for en stabil dansk økonomi. Når de får efterset
den store regnemaskine, finder de sikker så mange
Mia. som kan bruges til en lempeligere pensions alder.
Jeg vil tro at partierne på midten og de røde partier
finder sammen om en pensions planlægning, som tilgodeser
de som har været længst i det danske arbejdssystem.
Så de måske differentiere hvornår man opnår
folkepensions alderen.

Indsendt af Stig Nielsen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 17.05.2025 - 19:27

Vi lever i et af de bedste lande i verden. Husker vi det? Det kan vi takke tidligere slægters stræben med politiske midler at skabe et velfærdssamfund, som kan rumme alle. Nu hankes der yderlig op i de allersvageste samfundsgruppe. Tak til politikerne der på trods af, til tider, grænseløse tilsvininger har fået ført os her til, hvor vi er nu! Men vi skal videre! Naturligvis, og demokratiet virker i Dk. v.h. Stig

Indsendt af Stig Nielsen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 17.05.2025 - 19:28

Vi lever i et af de bedste lande i verden. Husker vi det? Det kan vi takke tidligere slægters stræben med politiske midler at skabe et velfærdssamfund, som kan rumme alle. Nu hankes der yderlig op i de allersvageste samfundsgruppe. Tak til politikerne der på trods af, til tider, grænseløse tilsvininger har fået ført os her til, hvor vi er nu! Men vi skal videre! Naturligvis, og demokratiet virker i Dk. v.h. Stig

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.