Fagbevægelse og erhvervsliv uenige: Hvem skal betale for oprustning?
Fagbevægelse og erhvervsliv uenige: Hvem skal betale for oprustning?
Skattelettelser bør rulles tilbage for at skaffe penge til krigsskat, mener FH-formand Morten Skov Christiansen, mens DI-direktør Lars Sandahl Sørensen, peger på besparelser i det offentlige
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen og administrerende direktor for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, er åben for skat for borgere og virksomheder, som skal bruges til at betale regningen for mere oprustning af Forsvaret.
Men det kommer ikke uden en række krav fra FH-formanden.
Det skriver Børsen.
Store regninger
Selvom lønmodtagerne allerede bidrager rigtig meget til samfundet, så står vi overfor så store ændringer i økonomien, at det kan blive nødvendigt at indføre en krigsskat.
Sådan lyder det fra Morten Skov Christiansen i Børsen.
Han peger på, at man kunne hæve bundskatten, som alle skatteydere betaler, for at få råd til krigsskatten. Men det skal suppleres af en højere skat for dem, som tjener meget, understreger Morten Skov Christiansen.
Der er store regninger i sigte for dansk økonomi. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) sagde i sidste uge til Politiken, at det kan være Danmark skal bruge op mod fire procent af BNP’en på forsvaret.
Derudover kan også den grønne omstilling, klimatilpasningen og Socialdemokratiets ønske om at lade pensionsalderen stige langsommere komme til at koste dyrt.
“Hvis man siger, at nu skal lønmodtagerne betale regningen, så køber vi den ikke. Det er en meget farlig vej at gå, og jeg frygter, at det vil få opbakningen til de bærende samfundsinstitutioner og selve vores samfundskontrakt til at lide knæk”, siger Morten Skov Christiansen til Børsen.
Han peger på en række områder, hvor han mener, man kan skaffe penge: alle skattelettelser rulles tilbage, statsgælden øges, og så skal der skal bruges af det økonomiske råderum, det vil sige statens forventede overskud på sigt.
DI vil spare på offentlige udgifter
Det er dog langt fra alle, som er enige med FH-formanden.
Direktør for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, foreslår, at man sparer på de offentlige udgifter som en alternativ måde at få råd til fremtidens store regninger.
“I stedet for at øge skatterne, bør vi fokusere på reformer og effektiviseringer i den offentlige sektor. En årlig besparelse på 1% kan gøre en stor forskel,” skriver Lars Sandahl Sørensen på det sociale medie X.
Kommentarer
Det ene udelukker jo ikke det
Hvad det hele kommer til at
Der er ingen tvivl om, at der
Tilføj kommentar