'En jøde i Palæstina' er lige så aktuel som for næsten 100 år siden 

Gennem mere end to tusind år har jøderne været tvunget til at flytte fra land til land. 

De var altid fattige, når de kom, og de var endnu fattigere, når de igen måtte begive sig bort, men hver gang de måtte forlade deres hjem, efterlod de lidt af deres hjerte der. 

En jødisk legende fortæller, at Vorherre i al hemmelighed samlede alle disse smertefyldte hjertestumper sammen og bragte dem til Israel. 

Der ligger de og venter på at jøderne skal komme og sætte dem på deres rette plads igen. 

Det skriver den tyske forfatter og journalist Ernst Harthern i sin bog om en rejse til Palæstina i foråret 1933. 

Turen resulterede i en fremragende bog, der udkom i 1934

Han var nordisk korrespondent ved tyske aviser og boede i København, men han havde jødiske rødder, så da Hitler kom til magten, mistede han sit job og besluttede sig for at tage på en tur til Palæstina, som allerede dengang var et hjemsted for hjemløse jøder fra alverdens lande. 

Turen resulterede i en fremragende bog, der udkom i 1934. 

Den har Gads Forlag nu genudgivet. 

Fuld af sansemættet poesi

Harthern er en stor fortæller. Han sejler med et fragtskib fra København over Göteborg, Drammen, Casablanca og videre til Jaffa. 

Læs også:Ekstatisk naturpoesi fra de allerhøjeste luftlag. Man snapper efter vejret

Beskrivelsen af sejlturen er fuld af sansemættet poesi. Harthern drikker luften. Drikker solen. Han tager havet til sig ved dag såvel som nat. Han hører stjernenatten synge og bliver selv en konkylie. 

Der går han på bar, lytter til jazz og nyder det kosmopolitiske liv.

Han ankommer til Casablanca, der ligger på kanten en tungt frembølgende sandbølge, der langsomt ebber ud, før den møder havet i et brændingsbrus, der slår en lysende regnbue over den hvide by. 

Læs også:Boganmeldelse: Tyrkisk forfatter er genhumaniseringens fortryllende stemme

Der går han på bar, lytter til jazz og nyder det kosmopolitiske liv. 

Et flygel fra Göteborg

Så går turen videre til Jaffa, hvor han møder jøder fra alverdens lande. 

De fleste af dem kommer fra gode kår og har haft råd til at fragte møbler og andet med sig. Om bord på skibet var der således et flygel fra Göteborg. 

Læs også:Peter Hummelgaard: “Jødernes tryghed er et fælles ansvar” 

Han fortæller også om en tysk jøde, der ikke fik sin hund med sig, da han flygtede fra Tyskland efter den nazistiske magtovertagelse. 

Manden savnede sin hund og brugte en stor del af sin tid på at få den transporteret til Israel. 

Palæstina er på det tidspunkt underlagt britisk herredømme

Den ankommer, og dens ejer bliver lykkelig, alt mens hans folkefæller i Tyskland forfølges, mishandles og dræbes i tusindvis. 

Hvorvidt det er et udslag af virkelighedsflugt eller et forsøg på at finde trøst i en trøstesløs verden er overladt til læseren at afgøre. 

Alle lider af hjemve

Palæstina er på det tidspunkt underlagt britisk herredømme. Der er engelske tropper i gaderne, men den storpolitiske situation er dog holdt i baggrunden. 

Læs også:Anmeldelse: Ny bog demonterer effektivt myten om mangel på arbejdskraft

Harthern er optaget af de mennesker, han møder. Mange af dem er tyske jøder. Nogle har boet i området i mange år. 

Andre er nytilkomne. Nogle spiller på klaver. Andre læser Kierkegaard. Alle lider af hjemve. 

Det er ikke lige let for alle

Fælles for dem er, at de har mistet deres fædreland, og føler sig hjemløse i deres nye hjem, hvor de på forskellig vis søger at skabe sig en tilværelse. 

Det er ikke lige let for alle. 

Læs også:Poul Nyrup i ny bog: Døden kommer næsten altid med en opgave

En doktor i filosofi må ernære sig som taxichauffør, en jurist må arbejde som landmand. Harthern besøger et landbrugskollektiv, hvor alle er lige, og hvor det ser ud til, at deres drøm om, at ørkenen skal blomstre, bliver til virkelighed. 

Samme surdej

Her drømmer de om fremtiden som et stort fællesskab mellem alle folkeslag. En af dem siger:

”Vi er af samme surdej. Jøder såvel som arabere. Engang vil vi alle være palæstinensere.” 

Og det lyder jo fint, men Harthern besøger også en skole, hvor man underviser i hebraisk, og hvor børnene synger om, at: 

”Endnu er vi kun små halmstrå, men engang skal vi blive til en kornmark. Endnu er vi kun små buske, men engang skal vi blive en skov.” 

Læs også:Boganmeldelse: ’Frydenholm’ er for selvhøjtidelige socialdemokrater

Den slags bekymrer de fastboende arabere, for godt nok har de flittige jøder købt den jord, de har slået sig ned på, men der kommer så mange af dem, at det bekymrer araberne, for hvor ender det? 

Stormagternes rænkefulde spil

Ernst Harthern er journalist. Han iagttager og registrerer stort og småt. 

Han ser ikke blot jøder med visioner om et nyt hjemland, men han ser også arabere med indestængt vrede, men det er jøderne som ofre for krig og forfølgelse, der fylder mest. 

Læs også:Jøderne er kanariefuglen i frihedens kulmine

Araberne er også ofre for stormagternes rænkefulde spil, men det må Martin Kristiansen gøre opmærksom på i forordet. 

Ingen kunne på det tidspunkt vide, hvordan det videre kom til at gå

Hartherns bog er således en genspejling af den ensidige historiefortælling, der har været fremherskende i Vesten, og som siden har muliggjort megen fortræd. 

Ingen kunne på det tidspunkt vide, hvordan det videre kom til at gå. Heller ikke med ham selv.

Læs også:Célines roman er et mesterværk, men forlaget glemmer forfatterens jødehad og landsforræderi

Bogen slutter med, at han rejser tilbage til kone og børn i København. Der havde han hjemme. 

Hans bog udkom i 1934, og den er fremragende. Jeg læste den i et stræk. 

Så tak til Gads Forlag, der har genudgivet den og forsynet den med ordlister og et forord, hvor vi får at vide, at da Danmark i 1940 blev besat af tyske tropper, blev Ernst Harthern hjemløs endnu engang og måtte flygte til Sverige. 

Ernst Harthern: ’En jøde i Palæstina. Med forord af Martin Kristiansen. 366 sider. Gads Forlag. 2025.