Dörte Hansens ø-roman går lige i hjertekulen

Det er ikke usædvanligt for os at læse om forstæderne og udkanterne i tidens romaner. Selvfølgelig ikke. 

Tænk blot på den skandaleramte - og roste - roman, 'Insula' fra 2024 af Thomas Boberg, der handler om en ø, en tilflytterfamilie og øens mange beboere. 

Romanen og forfatteren endte i retten, fordi en beboer fra en virkelig ø mente at kunne genkende sig selv, og i dette spejl så et forvrænget og krænkende portræt. 

Thomas Boberg har indrømmet, at hans roman var stærkt inspireret af egne erfaringer med ø-livet, som han selv eksperimenterede med, da han sammen med sin familie flyttede til Fejø og boede i en længere periode. Men insisterer også på, at det er fiktion.

Den tysksprogede forfatterinde og lingvist, Dörte Hansen, der er aktuel med romanen 'Til havs', der nu er udkommet på dansk, render ikke ind i samme problemer, for hendes ø, der ligger et eller andet sted i Nordsøen, er ifølge hende selv fiktiv. 

Og alligevel føler man, at hun skriver om mennesker, der lever og ånder. 

Læs også:Lille kultbog om Nobelprisvinders insektsamling er forbandet god

Havde der været tale om virkelige portrætter, så ville udenforstående mene, at her var tale om stærke, empatiske portrætter af et helt folk, men hvis man zoomede mere ind, og lyttede til kendere af de specifikke personer, så ville shitstormen ramme. 

Vi følger især familien Sander, der er en gammel fiskerfamilie

'Til havs' er intet mindre end en helt igennem suveræn roman om et samfund under afvikling eller forvandling. 

Det er Dörte Hansens tredje roman, og hun viser til fulde, at hun evner at tematisere den dybe kløft, der hele tiden synes at udvides mellem storby og periferi, midt i globaliseringens massive og totale forandringskraft. 

Fra fiskersamfund til postmoderne teater

'Til havs' handler om en mindre ø, hvor befolkningen gennem generationer har levet af og på havet, først som hvalfangere, hvor sønnerne blev sendt til Nordkap for at bekæmpe dette kæmpedyr, og siden som fiskere, for til sidst at ende i et postmoderne teater, hvor deres huse, deres regionale dragter og deres dialekter er en levevej, betalt af flere og flere turister. 

Læs også:I sidste ende tager havet det hele til sig igen

Vi følger især familien Sander, der er en gammel fiskerfamilie, der på en og samme tid er i opløsning, men også kæmpende individer, der er seje og formet af havet.

Omkring denne familie møder vi øens tilflytterpræst, turisterne, de gamle, der ender på plejehjem, fiskere, der laver deres kuttere om til totalteater, der skal indgyde turisterne en forestilling om det autentiske liv på øen og meget, meget mere. 

Benhårde mennesker

Dörte Hansen evner at beskrive dette ø-liv og disse mennesker, der lever i forandringens voldsomme virkningskraft, med havet som ophav og som fjende, og med en enorm empati og dyb indsigt, så man mærker det hele, kommer ind under huden på disse mennesker og deres svære kampe. 

Dörte Hansen skriver simpelthen fremragende, men ikke højtravende

Familien Sander er nok i opløsning, men kun en overfladisk læser vil forstå det som en tragedie, blot fordi patriarken ikke kan finde ud af livet som fader og ægtemand, og matriarken lever stramt med fraværet og samtidig må passe på den ene søn, der tager turen ned til Helvede den ene dag efter den anden. 

Man læser om disse benhårde mennesker, og deres svære, helt særlige kærlighedsmønstre, og fordi Dörte Hansen skriver så indlevende, så detaljeret og præcist, bliver deres liv almene. 

Det er i grunden et paradoks, men ikke desto mindre det, der er på spil i denne roman. 

Enestående og forbløffende gribende

Dörte Hansen skriver simpelthen fremragende, men ikke højtravende. 

Det er hendes fornemmelse for individets kampe, miniputsamfundets "sammenhængskraft" og opløsningstendenser, smukke, minutiøse naturbeskrivelser og ekstreme detaljerigdom, der gør romanen så enestående og forbløffende gribende. 

'Til havs' er ikke poesi som sådan, og den er heller ikke tungsindig. Den balancerer hele tiden mellem en hårdhudet form for humor og alvor, og det er som om, at Dörte Hansen evner at tage det altomsluttende havs perspektiv og gøre det til sit eget. 

Læs også:Cheminova: Et stykke danmarkshistorie, der gentager sig igen

Tiden går og forandringerne kommer. Alle har et indeværende med havet, beboerne såvel som turisterne, fordi det kan indfri så mange længsler. Men havet selv er indifferent og har ingen længsler. Det giver, og det tager. 

Og netop sådan skriver Dörte Hansen: Hun beskriver skæbner, og det er lige dele tragedie og levet, værdigt liv, sådan som de fleste menneskeskæbners liv nu engang udfoldes. 

Det er knageme god og underholdende læsning. 

Blæsbjerg endte i en shitstorm

Selvom Dörte Hansens roman angiveligt ikke vil føre til nogen retssager, fordi hendes fiktion ikke rammer folk personligt, så er hendes beskrivelser lige så stærke og genkendelige som Thomas Bobergs i 'Insula', eller som Kim Blæsbjergs i sin skandaleramte roman, 'De bedste familier' fra 2023, der også handler om havet, om udkanten, om tilflyttere og om massive forandringer. 

Blæsbjerg endte i en shitstorm, fordi forfatteren Johanne Mygind, der også kommer fra Lemvig, og som også ville skrive en roman om Cheminovas historie, mente at Blæsbjerg havde stjålet hendes historie. 

Det er godt set - og beskrevet - af Dörte Hansen

Om Dörte Hansen kunne ende i en lignende situation, kan jeg ikke vurdere, men det er helt evident, at historier om småsamfund, og disses forandringer i globaliseringen, hvor flere og flere fra de mest hektiske storbyer drages af deres egen forestilling om et helt andet liv, er sprængfarligt stof. 

Læs også:Boganmeldelse: Sommerfugle her og der og alle vegne

Der er jo tale om gentrificering, fordi disse mange, længselsfulde storbyboere, der valfarter til disse øde områder, ironisk nok også ender med at fortære det, de higer efter. 

Det er jo dilemmaet: Længsel og begær efter steder og liv, der i mange, mange år blev eroderet af manglende arbejde, for eksempel fordi fiskeriet blev umuligt og fordi de unge søgte mod arbejde i storbyerne, tilfører disse områder ny kapital, men gør samtidig også hele det autentiske til teater, hvor husene og de gamle traditioner bliver til falske kulisser. 

En strandet hval

I 'Til havs' beskriver Dörte Hansen, hvorledes en kaskelothval strander på øen. Dette stolte ø-folk, hvis forfædre var hvalfangere, har ikke længere evnerne til at gøre, hvad der skal gøres i situationen. 

Det store dyr ligger bare der, skyllet op på kysten, og det fremstår som en mytologisk figur, der vækker uhygge og foruroliger øens befolkning. 

Det er øens samvittighed, og dens totale fremmedhed blotter så præcist hvorledes anerne, myterne og fortællingerne og traditionerne bare er et teater, som vi alle i grunden spiller med i. 

Det er godt set - og beskrevet - af Dörte Hansen. Som sagt: det er en vidunderlig læseoplevelse!

Dörte Hansen: 'Til havs'. På dansk ved Esther Kielberg. 329 sider. Forlaget Multivers, 2026.