De brede skuldre skal bære byrden for fremtidens forsvar

Debat

De brede skuldre skal bære byrden for fremtidens forsvar

Liberal Alliances angreb på dagpengene truer den danske flexicurity-model og skaber utryghed for lønmodtagerne. Forsvaret skal finansieres retfærdigt – ikke på bekostning af de mest udsatte, mener forbundsformand for Serviceforbundet

Danmark gør indhug i sit eget lager af panserværnsvåben og sender dem til Ukraine
Billedtekst
“Et politisk forslag om en halvering af dagpengeperioden er på flere måder et rigtig dårligt forslag,” mener John Nielsen, Serviceforbundet.
Foto: Forsvaret/Henrik Kastenskov
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Hvis der er en ting, alle på Christiansborg kan blive enige om, så er det, at Danmark skal investere massivt i Forsvaret over de kommende år. 

Det er udmeldingen fra statsminister Mette Frederiksen og utallige andre, og der er generelt opbakning til det hos fagbevægelsen og befolkningen. 

Debatten om finansieringen af fremtidens forsvar er også i fuld gang, og flere danske partier vil skaffe pengene gennem besparelser, blandt andet ved at tage fra de i forvejen svageste i samfundet. 

I Liberal Alliance (LA) har man foreslået at halvere dagpengeperioden. Det er vi i Serviceforbundet stærkt imod. 

Læs også:Liberal Alliance vil skaffe milliarder til forsvaret ved at halvere dagpengeperioden: “Det er socialt skævt”

Vi lever i en usikker tid, men et politisk forslag om en halvering af dagpengeperioden er på flere måder et rigtig dårligt forslag. 

Gambler med konkurrenceevne 

De fleste partier har givet deres bud på, hvorhen der må kigges for at betale den “gigaregning”, der nu hænger over os alle sammen. 

Ikke overraskende har flere af de blå partier forslået, at finansiering til øgede udgifter til Forsvaret må komme fra besparelser på velfærden generelt eller fra de i forvejen mest udsatte i samfundet. 

Stærkt usolidariske besparelser

LA foreslår blandt andet at halvere dagpengeperioden, så man maksimalt kan være på ydelsen i et år. 

LA lægger i deres udspil også op til at sænke dimittendsatsen, afskaffe beskæftigelsestillægget og den nuværende ordning med 110 procent dagpenge under uddannelse. 

Læs også:Fagbevægelse og erhvervsliv uenige: Hvem skal betale for oprustning?

Alt sammen stærkt usolidariske besparelser, som i den grad er et angreb på den danske flexicurity-model, og det kan få store konsekvenser. 

Flexicurity-modellen betyder, at vi i Danmark har et fleksibelt arbejdsmarked med et socialt sikkerhedsnet. 

Det bliver dyrt på den lange bane

Når en virksomhed oplever svigtende afsætning eller lignende problemer, har de brug for, at de kan fyre det nødvendige antal medarbejdere, som til gengæld kan blive understøttet af dagpengesystemet og mulighed for efteruddannelse. 

Hvis den model svækkes for meget, vil fagbevægelsen tvinges til at kræve mere sikkerhed i ansættelsen og længere opsigelsesvarsler ved de kommende overenskomstforhandlinger. 

Læs også:Ekspert: Sådan vil fagbevægelsens forhandlere forsøge at få mest ud af OK25

Det kan være ødelæggende for virksomhederne, når de kommer i en situation, hvor de hurtigt må reducere deres udgifter og dermed antallet af medarbejdere. 

Dette vil på sigt for alvor svække virksomhedernes konkurrenceevne, og det bliver dyrt på den lange bane. 

Vi har råd

Den danske økonomi er fortsat i en stærk positiv udvikling, og beskæftigelsen steg igen markant i januar 2025. 

Vi er rigtig konkurrencedygtige i forhold til omverden, og det er derfor også ekstra vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at fastholde og kvalificere vores arbejdskraft, for det er Danmarks vigtigste ressource. 

Det er ikke ved besparelser her, at vi skal finde pengene til Forsvaret. 

Vi løfter sammen i flok, og de bredeste skuldre bærer mest

I Serviceforbundet er vi også af den opfattelse, at der er råd til at fastholde den nuværende velfærd og skabe et retfærdigt pensionssystem, hvor de ufaglærte og faglærte som slides ned, faktisk vil opnå et værdigt liv efter pensioneringen. 

Læs også:Peter Hummelgaard: Ulighed er en trussel for vores samfundsmodel

Vi skal forsøge at fastholde den store opbakning til vores samfundsmodel blandt de almindelige borgere og lønmodtagere, så der også fremover er sammenhæng i Danmark og bredest muligt støtte til samfundskontrakten, at vi løfter sammen i flok, og de bredeste skuldre bærer mest. 

Den opbakning risikerer vi at miste, hvis lønmodtagerne pensioneres direkte ind i kapellet. 

Stop op et øjeblik

Før vi alle går helt i panik og søsætter en lang række besparelser, må vi afvente nogle realistiske bud på, hvad udbygningen af Forsvaret rent faktisk kommer til at koste. 

Først der kan vi begynde på realistiske drøftelser om, hvor pengene til regningen skal findes. 

Og mens vi venter på de økonomiske bud, kunne de skattelettelser i milliardskalaen til de rigeste familier, som regeringen tidligere har givet, rulles tilbage. 

Lad os nu finde ud af, hvad prisen bliver

I vores nuværende situation kan skattelettelser ikke være en løsning på noget som helst. 

Jeg vil på det kraftigste opfordre til, at vi ikke starter med at finde pengene hos de mest udsatte og smalleste skuldre i Danmark. 

Læs også:Lad ikke de udsatte betale for Danmarks forsvar, mens de rige får skattelettelser

Budskabet fra Serviceforbundet og jeg er derfor ganske klart. 

Lad os nu finde ud af, hvad prisen bliver, og først der begynde at kigge på gode og retfærdige finansieringsmuligheder.

John Nielsen

John Nielsen er forbundsformand for Serviceforbundet.

Kommentarer

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 02.04.2025 - 21:23

Der er spørgsmålet om finansiering af forsvaret?

Hvem har mest på spil når “røde russerne kommer”?

Den arbejdsløse der mister sin lejlighed og bil?

Eller Novo direktørerne?

Og kvindelig værnepligt?

Da pigen i 3. klasse læste dagens “Børneavis” og selv konkluderede: “ Far skal jeg også være soldat?”

Ja, så svarede pigens far: “ Spørg farfar?”

Da farfar var færdig affærdige pigen i 3. klasse den nye geopolitiske situation med ordene:

“Jeg skal ikke være soldat. Det er nok med alle de drømme (mareridt) jeg har med krig om natten…”

Folketingets partier har formået at mistrivslen blandt børn og unge har forplantet sig helt ned til børn i 3. klasse, der kan læse “Børneavisen” selv, gøre sig sine tanker og efterlades hjælpeløse i børneværelset.

Aldrig har så mange børn sovet så dårligt!

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne svigtede som de sidste børnenes trivsel…

Nu skal far og mor endda risikere som arbejdsløse at gå fra lejlighed og hjem. Før børnene skal sendes i krig….

Børn og unges mistrivsel kender ingen grænser når pengene styrer verden…

Putin tager Ukraine. Trump tager Grønland. Og LA tager mine forældres lejlighed!

Børnene læser det hele selv…

For det står i “Børneavisen”!

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Fredag den 04.04.2025 - 14:50

Marco Rubio fastholder dog Trumps krav om en massiv oprustning og opfordrer nu direkte Europa til ændre balancen mellem velfærd og forsvar.

Tænk hvis Marco Rubio havde foreslået at den danske regering lagde 34% afgift på alle flyrejser til USA og Canada og Mexico. Til reduktion af verdens co2 udslip.

Og tænk hvis samme Marco Rubio forslog en generel flyafgift på 34% for alle europæere, så alle NATO landene nåede op på 5% af BNP til et effektivt og faretruende forsvar vendt imod Rusland.

Og tænk hvis den selv samme Marco Rubio foreslog 34% flyafgift på al flyvning i USA og udenrigs.

Tænk hvilken berigelse amerikanske skolebørn kunne erhverve sig om verdens historie og tilstand i almindelighed.

Våbentyper og opioider udgør tilsyneladende det gældende ordforråd.

Marco Rubio kan til enhver tid besøge Danmark og en dansk skole og få danskernes opfattelse af USA.

USA egner sig til at blive opkøbt af kinesiske rigmænd…

Deres verdensopfattelse synes på niveau med en vis amerikansk præsident.

Krage søger mage…

Marco Rubio er mageløs i sin fremfærd.

Europæerne har for langs forstået budskabet…

Men flyrejsen ryger før velfærden…

Engang talte danske politikere kun om CO2. Noget der blot forsvinder i den blå luft. Med voldsomme konsekvenser…

Nu har piben pludselig fået en anden lyd..

Alle danske politikere taler nu kun om Trump. Noget der blot forsvinder i den blå luft. Med voldsomme konsekvenser…

Grønlændere kan sjovt nok tænke selv…

Selv her har piben fået en anden lyd..

Der er for mange høvdinge og for få indianere…

Høvdingen Trump og alle andre er indianere….

Marco Rubio elskede som barn at lege cowboy og indianere.

Retorikken og handlingsmønsteret er formidabelt i sin udførelse…

Spørgsmålet er blot?

Gider kineserne lege med?

Snart kommer foråret og træerne blomstrer og folk vil til stranden…

Aktiekurserne går op og ned…

Præsidenter kommer og går….

Hæng dit vasketøj ud! Det bedste forsvar mod krig og CO2 udslip…

Og glem de næste ti års flyrejser… i det mindste til USA!

Men hvad så med familien og alle de kloge hoveder som sidder “over there”.

Og scorer kassen i amerikanske virksomheder…..

Verden er så stor, så stor…Lasse, Lasse lille…meget større end du tror…

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 05.04.2025 - 13:29

Europa/EU/Danmark skal under ingen omstændighed være som USA. Og da slet ikke Trumps USA.

Europa/EU/Danmark skal derimod skabe globale alliancer inden for klima, miljø, handel, selskabsskat, samt fredsskabende samarbejder verden over og derigennem skabe en ny verdensorden, som ikke er basseret på et USA, som løber med kagen, men en global verdensorden, hvor alle får en andel af kagen.

Vi skal have et kapabel forsvar, men ikke overopruste og udløse et komplet kæmpestort ressourcespild.

En fredelig fremtid kan kun ske gennem global samarbejde.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.