Da historien ikke sluttede alligevel

”Man gnider sig selv i øjnene, når man læser, at den sidste Nato-øvelse med russisk deltagelse blev holdt så sent som i 2011. Altså tre år efter invasionen af Georgien.” 

I Henrik Dahls nye bog ‘Den tabte fred’ vælter det med eksempler som disse. 

Eksempler på, hvordan Vesten var så overbevist om, at globaliseringen og de liberale demokratier havde vundet verdensherredømmet efter Murens fald, at de overså faresignalerne. 

I 2025 virker det absurd, at man ikke indså de åbenlyse ekspansionistiske ambitioner fra Rusland, selv efter Putin var gået ind i Georgien og Krim. 

Hovedformålet med Dahls bog er at forstå, hvordan vi overså intentionerne hos lande som Rusland og Kina og fortsatte af samme kurs. 

Historien er aldrig slut 

For Dahl, som er sociolog og EU-parlamentariker for Liberal Alliance, er svaret, at de vestlige eliter har været ”naive”. 

Efter Murens fald i 1989 og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud bredte der sig en stemning af, at Vesten havde vundet selve kampen om historien. 

Historien var ikke ovre. Nye former for autokratier var på vej frem

Filosoffen Francis Fukuyamas bog ‘The End of History and the Last Man’ blev symbolet på den idé – at Vesten havde slået kommunismen, og resten af verden ville bevæge sig i retning mod det liberale demokrati. 

Det er dog en forenklet forståelse af værket –hvilket Dahl også påpeger. Dahl kritiserer nærmere den indflydelse, den havde på vestlige eliter, og derfor er fejllæsningen af den også det oprindelige syndefald for Dahl. 

Den vigtigste tænkning for Dahl er realismen

I stedet Dahl giver en anden fortælling om 1989. Det var også året for fatwaen mod Salman Rushdie og massakren på Den Himmelske Freds Plads i Kina. 

Med andre ord: Historien var ikke ovre. Nye former for autokratier var på vej frem. 

Realister mod naivister

Det er en styrke ved Dahls bog, at den overordnet set ikke kræver, at man er venstreorienteret eller højreorienteret. 

Den vigtigste tænkning for Dahl er realismen: ”Realisme går på tværs af den gængse opdeling i konservatisme, liberalisme og socialisme/socialdemokratisme.” 

Dahl lægger en utrolig stor vægt på de ydre fjender

Det er også interessant, at en stor del af bogen er en kritik af de dominerende liberale idéer efter Murens fald. 

At kapitalistiske lande bliver demokratiske lande, og at lande, der handler sammen, ikke går i krig med hinanden. 

Læs også:Anmeldelse: Anne Applebaums bog er afgørende for at forstå kampen om en nyverdensorden

Han kritiserer især Tyskland, ikke mindst Angela Merkel, for at gå med til North Stream-gasledningerne, der leverer gas fra Rusland til Europa, ud fra ”rent økonomiske” grunde. 

I den forstand er bogen mest af alt et korrektiv til den midte, der har haft magten i Vesten de sidste 30 år.

Hvad med den indre fjende 

Dahl lægger en utrolig stor vægt på de ydre fjender, der udfordrer Vesten. 

Han bruger markant mindre tid på at kommentere de indre populistiske bevægelser. 

Men Dahl har åbenlyst ret i, at Fukuyama tog fejl

”Islamogauchisme”, ”russisk hybridkrig” og den ”grænseløse” globalisme nævner Dahl flere gange som grundlag for populismen, men der bliver ikke skrevet et ord om den ulighed, der er central for opgøret med eliterne i hele Vesten. 

Det kunne skyldes, at uligheden i høj grad er skabt af lempelser af skat på de rigeste, hvilket Dahl som borgerlig liberal behændigt styrer uden om.

Skal vi opgive det universelle projekt?

Men Dahl har åbenlyst ret i, at Fukuyama tog fejl. Jeg er født et år inden invasionen af Georgien. 

I hele min levetid har Rusland været aggressivt og ekspansionistisk, og demokratierne har været under pres.

Det interessante er, hvor den analyse efterlader os. For Dahl var forsøget på at skabe en internationalt regelbaseret verdensorden igennem organisationer som FN en ”nobel idé”, men bør opgives, eftersom de ikkevestlige magter ikke overholder de internationale regler. 

Man kunne også se på tiden efter Murens fald anderledes end Dahl

(Man kunne indvende, at de vestlige magter heller ikke altid har overholdt dem). 

Han skriver at vi skal ”undlad(e) at lægge afgørende magt” i hænderne på ”FN, WTO og lignende organisationer”. 

Men det er, ikke mindst for liberale kræfter, et stort skift at opgive ideen om de demokratiske ideer som universelt forankret i institutioner.

Læs også:Det ultraliberale eksperiment truer Danmark

Hvis vi ikke længere har en ambition om, at menneskerettigheder skal gælde for hele menneskeheden, kan man så overhovedet kalde dem universelle menneskerettigheder?

En erkendelse og et åbent spørgsmål

Hannah Arendt skriver i sit essay ‘Om vold’ fra 1970, at grunden til, vi stadig har krig, kan tilskrives, at ”der endnu ikke er dukket nogen erstatning op for denne sidste dommer i internationale anliggender”. 

Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt vi skal acceptere det grundvilkår eller insistere på muligheden for at overskride det. 

Man kunne også se på tiden efter Murens fald anderledes end Dahl: Lære af den blindhed og naivitet, der prægede den, men insistere på den fortsatte kamp for en global retsorden. 

Erkendelsen er, at Vesten var for naive i deres tro på de liberale demokratiers overlegenhed

Henrik Dahl har med ‘Den tabte fred’ skrevet en bog, der ser tilbage på Vestens fejlslutninger og tvinger læseren til at genoverveje de idéer, vores udenrigspolitik hviler på. 

Uagtet om man er enig i Dahls konklusion og verdensforståelse, giver den en vigtig erkendelse og rejser et vigtigt spørgsmål: 

Erkendelsen er, at Vesten var for naive i deres tro på de liberale demokratiers overlegenhed, og spørgsmålet er, hvad vi skal lære af det.