Choktal: Gule Det Faglige Hus tæt på at være Danmarks største fagforbund
Choktal: Gule Det Faglige Hus tæt på at være Danmarks største fagforbund
Den gule fagforening har på et år fået godt 13.000 flere medlemmer - 3F er dog lige akkurat fortsat Danmarks største forbund med godt 201.000 medlemmer

Danmarks Statistik har mandag offentliggjort medlemstallene for de enkelte fagforbund. Tallene viser, at den gule fagforening, Det Faglige Hus, i 2024 havde fortsat fremgang, og nu er tæt på at være Danmarks største fagforbund.
Det Faglige Hus har således i alt 200.234 erhvervsaktive medlemmer ved udgangen af 2024. 3F er dog fortsat - med nød og næppe - Danmarks største forbund med 201.128 erhvervsaktive medlemmer ved udgangen af 2024.
Vokset med godt 13.000 medlemmer
Det Faglige Hus havde ved udgangen af 2023 187.132 medlemmer. Ved udgangen af 2024 er den gule fagforenings tal vokset markant til de nævnte 200.234 medlemmer. På et år er Det Faglige Hus altså vokset med godt 13.000 medlemmer.
Læs også:Gul fagforening er nu Danmarks næststørste forbund
Omvendt er 3F’s medlemstal faldet i løbet af det seneste år: Ved udgangen af 2023 havde 3F 206.119. Ved udgangen af 2024 er 3F’s medlemstal faldet til de nævnte 201.128 medlemmer.
Danmarks tredjestørste forbund er fortsat HK Danmark med nu 160.456 erhvervsaktive medlemmer medlemmer ved udgangen af 2024. Mod 161.632 erhvervsaktive medlemmer ved udgangen af 2023.
Gule Krifa taber medlemmer
Danmarks fjerde største forbund er FOA med nu 141.207 medlemmer. Det er et mindre fald i forhold til udgangen af 2023, hvor FOA havde 141.789 medlemmer.
Det er en markant fremgang i forhold til året før
Femte største forbund er nu Ingeniørforeningen i Danmark, der ved udgangen af 2024 havde 113.889 erhvervsaktive medlemmer. Det er en markant fremgang i forhold til året før, hvor Ingeniørforeningen i Danmark havde omkring 8.500 færre medlemmer. Mere præcist 105.391 medlemmer.
Ingeniørforeningen i Danmark har dermed overhalet den gule fagforening Krifa i medlemstal.
Krifa har ved udgangen af 2024 107.887 medlemmer. Mod 110.223 ved udgangen af 2023. Et tab på godt 2.300 medlemmer på et år.
Det Faglige Hus består af tre fagforeninger: Fagforeningen Danmark (55.561 medlemmer ved udgangen af 2024), 2B - Bedst og Billigst (124.470 medlemmer ved udgangen af 2024) og Funktionærkartellet/Teknikersammenslutningen (20.203 medlemmer ved udgangen af 2024).
Fire forbund mister hver nogle hundrede medlemmer
Dansk Metal har fra 2023 til 2024 mistet omkring 750 medlemmer. Ved udgangen af 2023 havde forbundet 70.505 medlemmer. Ved udgangen af 2024 har Dansk Metal 69.754 medlemmer.
Læs også:Mens fagbevægelsen bløder, skaffer Morten flere medlemmer - læs her hvordan
Fødevareforbundet NNF havde i 2023 16.375 medlemmer. Et år senere er medlemstallet faldet til 16.102 medlemmer.
BUPL har også i løbet af det seneste år tabt få hundrede medlemmer: Fra 54.423 i 2023 til 54.165 i 2024.
Fagforbundet Socialpædagogerne havde i 2023 34.681 medlemmer. Medlemstallet var et år senere faldet til 34.402 medlemmer.
Der er en række tydelige forskelle mellem de traditionelle og de såkaldt gule fagforeninger. De traditionelle fagforeninger forhandler overenskomster for medlemmerne, og er en del af det etablerede konfliktsystem. De traditionelle fagforeninger har af samme grund tillidsfolk på nærmest hver arbejdsplads - og på større arbejdspladser en gruppe af tillidsfolk med en fællestillidsmand i spidsen. Gule fagforeninger er billigere at være medlem af, da de ikke indgår og vedligeholder overenskomster - eller kun indgår et fåtal af overenskomster. Tillidsfolk har de typisk heller ikke nogen af. De traditionelle fagforeninger organiserer typisk folk inden for ét specifikt fag i et enkelt fagforbund. I modsætning til de gule fagforeninger, som typisk er tværfaglige. Det er svært at være medlem af en gul fagforening under konflikt. Det kan du læse meget mere om her.Forskellen på de traditionelle og gule fagforeninger
Kommentarer
Det er møgærgerligt at de…
Det er møgærgerligt at de gule er ved at overhale de rigtige fagforeninger. Men kan det ikke også skyldes, ud over prisen på medlemsskab, at der er sindsygt mange udenlandske arbejdstagere på det danske arbejdsmarked, som ikke er vokset op med den danske model og ikke aner, hvad forskellen er på den og den gule samfundsmodel.
Lad os være ærlige: Det er…
Lad os være ærlige: Det er ikke kun prisen, der er de gules trumfkort. Med dem ved man OGSÅ, at man ikke er med til at støtte stjernetossede palæstinaaktivister, intersektionelle dingdonger, anarkistiske ungdomshuse og andet fra samme skuffe, som medlemmerne aldrig nogensinde selv kunne drømme om at støtte for egne penge, om de så blev 200 år gamle.
Og det er godt nok svært at få klart svar på, hvad fagbevægelsen egentlig støtter af ikke-faglige aktiviteter og hvorfor.
Eksempelvis støtter min egen fagforening 3F avisen "Arbejderen", som ellers kun læses af tossede akademikere og verdensfjerne kunstnere. Er det virkelig i medlemmernes interesse? (det var naturligvis et retorisk spørgsmål med nej som det korrekte svar).
Ja, Det Faglige Hus er for…
Ja, Det Faglige Hus er for rigtige mænd som tager løn og arbejdsforhold i egen hånd.
Hvor det fører hen kan vi se i Tyskland og Storbritannien, samt ikke mindst USA, hvor antallet af working-poor bare stiger og stiger. Mennesker der bare knokler røven ud af bukserne uden nogensinde at komme til at eje noget som helst.
God fornøjelse med de gule arbejdsgiverorienterede fagforeninger.
Overhovedet ikke. Det…
Overhovedet ikke. Det Faglige Hus er såmænd bare for dem med for mange penge og for få hjerneceller, som køber varm luft og vindfrikadeller fra en åbenlys slangeoliesælger i den forfejlede tro, at de har gjort en god handel.
Hvornår lærer pressen at…
Hvornår lærer pressen at ingen gule er fagforbund, og aldrig bliver andet end forsikringsselskaber😡
Det er en trist udvikling…
Det er en trist udvikling.
Selvfølgelig kan en del af svaret være at udenlandske arbejdstagere ikke kan gennemskue forskellen.
De overenskomstbærende fagforeninger er desværre ikke så gode til at brande sig selv.
Der brudes også arbejdes intenst på at gøre noget ved navnesammenfaldet mellem en fagforening og en forsikringsordning/forretning. Det må da efterprøves.
Vil i ikke godt stoppe med…
Vil i ikke godt stoppe med at kalde de Gule en fagforening, i en fagforening bliver medlemmerne indkaldt til Generalforsamling, hvor man vælger en bestyrelse, så stop med at kalde det en fagforening, de skriver jo selv at det er klienter der bliver opkrævet penge af, det viser sig jo den ene gang efter den anden, så er der ingen hjælp når folk bliver fyret usagligt
Choktal ligefrem.. Det har…
Choktal ligefrem.. Det har været tydeligt for enhver, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før DHS ville overhale 3F, så hvis det er et chok for nogen, har vedkommende sovet i timen.
Stakkels kommende…
Stakkels kommende generationer, hvis de gule får majoriteten...
Reklamer nytter. Det være…
Reklamer nytter. Det være sig på tv og i sportshaller. Det er den ene konklusion, som jeg ser det.
En anden er at mange yngre mennesker oplever rigtige fagforbund som meget usexede. Men A-kasse vl de gerne have, hvis det skal være. Og hvor er det markant billigst. Ja, netop, i de gule fagforeninger.
Fleksibelt samarbejde ønskes…
Fleksibelt samarbejde ønskes.
I fortiden tog jeg et pedelvikar job. Da jeg i 3 på hinanden følgende måneder ikke havde fået aftalt løn (eller i nærheden af overenskomst min. løn) henvendte jeg mig til IDA, der umiddelbart skønnede, at det var for groft.
De kunne dog ikke gøre noget, da det ikke var deres overenskomst område, men 3F. Øv. Dengang, du skal være med i en fagforeningen før aftalebruddet/fejlen.
Kunne jeg gå fra jobbet, næe ikke uden fare for karantæne!
Forslag: Samarbejd mellem ordinære fagforeninger, så man kan indtræde i anden ordinær fagforening (her ville det være 3F) som om man havde være der i samme tid som tidligere fagforening.
Der kommer mere og mere vikararbejde og skifte fagforening i tide og utide, frister til at lade være med, at melde sig ind igen. Dengang fik jeg et forslag om, at melde mig ind i en gul fagforening for, at få hjælp på tværs af fagskel. Den fleksibilitet manglede i ordinære fagforeninger.
Jeg forblev i IDA og supplerede med Dansk Metal, men vil dog gerne have hjælp om nødvendigt i andet fagområde.
Tilføj kommentar