Cheminova: Et stykke danmarkshistorie, der gentager sig igen

Æbler uden skurv. Stalde uden fluer. Marker uden ukrudt. Vækst og velstand. Det var løftet bag de sprøjtemidler og plantegifte, som blev produceret på den kemiske fabrik Cheminova fra 1938 og i årene, der fulgte.

Det løfte troede de ledende medlemmer af det danske samfund på. Folketinget, regeringen, førende jurister og universitetsprofessorer vidste udmærket, at produktionen svinede og medførte forurening af jord og vand.

Men det var prisen værd, for Cheminova var en åben dør til en gylden fremtid.

Nu ved vi, at prisen var meget højere, end de troede dengang. Ved Harboøre, hvor fabrikken ligger, er der begravet syv tons kviksølv og over 100 tons farlige kemikalier, der truer med at sive ud i Vesterhavet og gøre ubodelig skade på fisk og planter. 

Oprydningen vil koste mindst 4 milliarder kroner, og spørgsmålet er, hvordan det kunne gå så galt? 

Fra starten

Det forsøger historikeren Jørgen Burchardt at finde et svar på i sit store værk om Cheminova fra 1938 til 1953. Burchardt har arbejdet med emnet i seks år.

Han har tilbragt mange timer på biblioteker og i arkiver. Nu foreligger bogen. Den er på 438 velskrevne og letlæselige sider. 

Kildehenvisningen fylder 70 sider. Vi følger fabrikken fra dens start. Vi bliver oplyst om livsfarlige arbejdsforhold, der blev afløst af Danmarks første bedriftssundhedstjeneste. 

Man er begyndt at rydde op nu, og det koster kassen

Vi læser rosende omtaler af DDT og andre plantegifte, men så holder fuglene op med at synge, så driver døde fisk i land, og miljøtilsynet kommer vaklende og giver dårlige råd.

Til sidst må man dog erkende, at dette er Danmarks største miljøkatastrofe. Man er begyndt at rydde op nu, og det koster kassen. 

Cheminovas historie

Fabrikken blev grundlagt af en velbegavet og dynamisk kemiingeniør ved navn Gunnar Andreasen. Han havde store ideer, og han formåede at omsætte dem til virkelighed. 

Virksomheden lavede midler til rustbeskyttelse, senere fulgte krigsproduktion af erstatningsvarer, og til sidst producerede man plantegifte, der ikke alene blev brugt af danske landmænd, men som også blev eksporteret til tropiske lande med et stort behov for sprøjtemidler. 

Uden støtte fra universitetet havde Cheminova ikke overlevet

Fabrikken findes endnu. I dag er Cheminova en succesfuld industri med milliardomsætning, men den sviner ikke mere. 

Det er en udbredt opfattelse, at grundlæggeren, Gunnar Andreasen, var skyld i forureningen, men Jørgen Burchardt påviser, at han slet ikke var ene om at lede Cheminova.

Læs også:Hvor og hvem er Gud på en kemikaliefabrik?

Den teoretiske baggrund for plantegiftene fik han på Danmarks Tekniske Højskole, hvor en professor ved navn Stig Veibel hjalp ham hele vejen igennem.

Han fik også afgørende hjælp fra nogle af landets førende jurister. Det samme gjaldt politikerne. 

Politiske kræfter

Da Jens Otto Krag var handelsminister, støttede han således Cheminova, så godt han kunne, og den konservative minister fortsatte støtten, og det samme gjorde ministre fra Venstre, da de kom til magten. 

Det officielle organ, Giftnævnet, der stod for håndteringen af sprøjtegifte, var ikke meget bevendt. 

Man troede, at giften fra Cheminova ville blive fortyndet så meget i Vesterhavet, at det ikke kunne gøre skade

Det anbefalede længe, at overskydende gift bare skulle graves et par spadestik ned i jorden, ligesom man troede, at giften fra Cheminova ville blive fortyndet så meget i Vesterhavet, at det ikke kunne gøre skade. 

I 1944 gav Gunnar Andreasen sit livsværk til Århus Universitet. Det betød, at borgmesteren fra Aarhus og ledende forskere og embedsmænd fra Århus Universitet ydede en helhjertet støtte til Cheminova.

I dag gentager man tilsyneladende fortidens fejl

Burchardt skriver, at uden støtte fra universitetet havde Cheminova ikke overlevet. Glemmes må det heller ikke, at vestjyderne var begejstrede for de vellønnede arbejdspladser, som fabrikken gav dem. 

Alle kendte til forureningen, men de anså den for at være et nødvendigt onde i rabatten på fremskridtets vej.

Fremtiden

Til sidst i bogen stiller Jørgen Burchardt det spørgsmål, om man kunne have stoppet forureningen i tide. Svaret er et tøvende ja, men det skete jo ikke, og i dag gentager man tilsyneladende fortidens fejl.

Forklaringen er kortsigtede investeringer med et begærligt blik på hurtige økonomiske gevinster og myndigheder, der reagerer alt for langsomt. 

Han har ikke et svar, men læs hans bog

Ofte er oplysningen om miljøskadernes omfang og konsekvenser også mangelfuld, så derfor kan ødelæggelserne fortsætte. 

Jørgen Burchardt ender med at spørge: Hvor skal modet og evnen komme fra til at ændre dette mønster og skabe en mere bæredygtig fremtid?

Læs også:De Gyldne Laurbær går til forfatteren bag bog om Cheminova

Han har ikke et svar, men læs hans bog. Den giver et godt fundament for den videre drøftelse af hele problemkomplekset.
 

Jørgen Burchardt: ‘Cheminova 1938 – 1953. Danmarks største forurener’. Frydenlund Academic. 2025