Chefredaktørs bog udfylder det tomme hul i en fagforeningsformands bogreol

Jeg har af redaktionen fået opgaven at anmelde Niels Jespersens bog ”De røde, de gule og de unge – kampen om den danske model”. 

Min erfaring (og måske også kompetencer) som boganmelder er i sagens natur betydeligt mindre end mine erfaringer med selve bogens tema. 

Alligevel er jeg ved godt mod omkring opgaven, da bogen er både velskrevet, nuanceret og fuld af meget af det, der optager mig allermest – den danske model i almindelighed og fagbevægelsen i særdeleshed.

Bogens pointer står ikke overraskende stærkest på forfatterens naturlige hjemmebane – historie, baggrund, analyse og kommunikation. 

Afsnittene hvor det hele løftes op i et større perspektiv er især vigtige for en bred forståelse af de problemer, vi står over for i dag.

Fagbevægelsens kæmpe problem med de unge beskrives effektfuldt, for selv om vi faktisk er nogle organisationer i dansk fagbevægelse, der ikke oplever medlemstilbagegang, så er vi hver især ikke en ø.

Og med en fodboldanalogi ”så lyver tabellen ikke” – og det gør bogen her heller ikke. 

Læs også:Choktal: Gule Det Faglige Hus tæt på at være Danmarks største fagforbund

Og selv i de organisationer, der aktuelt klarer sig bedst organiseringsmæssigt, herunder HK Hovedstaden, lurer en fremtidig demografisk bombe under medlemstallet, som kun lader sig demontere, hvis vi bliver endnu bedre til at tiltrække og fastholde unge som medlemmer af vores fællesskaber.

Om det så lige i 2025 er hos Krifa og deres TikTok-profil, vi skal søge inspirationen om ungeorganisering hos, er jeg mere i tvivl om, al den stund at Krifa i snart en årrække har været den A-kasse, der har mistet flest medlemmer. 

De gule eller sofaen

Men om det er Krifa, Det Faglige Hus eller sofaen, der er vores største fjende i kampen om de unges gunst, er i virkelighed også ligegyldigt – udfordringen er den samme. 

Og Niels Jespersen beskriver til gengæld skarpt hele den historiske proces, hvor Krifa spillede rollen som fagbevægelsens antagonist, der i et vist omfang har devalueret og relativiseret hele fagforeningsbegrebet.

En proces, der på mange måder har gjort os uskarpe og bange for vores egen skygge.

Læs også:Det Faglige Hus A-kasse straffer sine ledige medlemmer hårdere end andre A-kasser

De mere ideologiske passager i bogen, hvor historien føres op til i dag, og hvor et nyt arbejdsmarked beskrives, er også læseværdige. 

For selvfølgelig er de gule organisationer, arbejdsgivere og fagbevægelsen stadig politiske aktører, og på et på mange måder foranderligt arbejdsmarked og en ustadig politisk spilleplade gælder det om at holde tungen lige i munden for alle.

Partibogen eller fagforeningsbogen

En af de større forandringer for fagbevægelsen er tilknytningen til partiet (ental, bestemt form). 

De ændringer er ikke kun sket i en kamp mellem ”venstrefløjen” og socialdemokratiet, og det er for mig langt fra et nulsumsspil, hvor man skal vælge det ene eller det andet. 

Det er heller ikke et spørgsmål om, hvorvidt fagforeningsformændene har den ene eller anden partibog, men mere et spørgsmål om, hvorvidt partibogen vejer tungere end fagforeningsbogen. 

Jeg er også enig i, at vi ikke altid spiller vores kort optimalt

Min erfaring er nemlig, at vejen til helvede er brolagt med fagforeningsformænd (af enhver observans), der har haft andre motiver end interessevaretagelsen for medlemmerne som deres første prioritet.

Til gengæld er jeg enig i Niels Jespersens store billede, nemlig at som den politiske spilleplade ser ud, så har socialdemokratiet en helt særlig rolle, og at venstrefløjens indflydelse naturligvis daler betragteligt, når vi har borgerlige regeringer. 

Deja-vu

Jeg er også enig i, at vi ikke altid spiller vores kort optimalt, men mellemregningerne som opgøret om store bededag kan være nødvendige for os – for det forventer vores medlemmer af os.

Når man for årtier siden som tillidsvalgt og aktivt medlem af en fagforening var på faglige kurser, spillede historien, analysen og skolingen en langt større rolle, end den desværre gør i dag. 

Læs også:Gule fagforeninger nyder urimelige skattefordele – det skal stoppe

Da jeg selv i halvfemserne var på mine første kurser, stiftede jeg mere end en gang bekendtskab med den daværende ”hus-historiker” fra LO, Henning Tjørnehøj, der turnerede land og rige rundt med sine engagerede oplæg om fagbevægelsen, arbejderbevægelsen og et slet skjult had til ”de gule”.

På mange måder giver Niels Jespersens bog mig et deja-vu i forhold til den tid. 

En hæderstitel

Men bogen minder mig ikke kun om tidligere oplevelser, for den vækker i virkeligheden også erkendelsen af, hvorfor det var vigtigt, og hvorfor vi mangler noget af det i vores virke i 2025. 

Så at være Henning Tjørnehøj anno 2025 er en hæderstitel i min verden.

Så Niels Jespersens bog udfylder bestemt et vigtigt hul i min bogreol, et hul jeg helt havde glemt, at jeg havde. 

Og som debatbog opfylder den sin vigtigste opgave, da den giver mig lyst til netop det - nemlig at debattere. Og gerne med Niels Jespersen.

Niels Jespersen. ”De røde, de gule og de unge – kampen om den danske model”. 251 sider. Gads Forlag. 2025. Er udkommet.