Boligkrisen i København er både venstrefløjens og højrefløjens skyld
Boligkrisen i København er både venstrefløjens og højrefløjens skyld
Der var engang en stille forståelse i samfundet: Hvis du arbejder hårdt og lever fornuftigt, kan du få et sted at bo, stifte familie og bygge et liv. Den kontrakt er brudt

Lad os være ærlige: Unge bliver snydt.
Hvis du er i 20’erne eller 30’erne, ved du det allerede. Du har et godt job, du sparer op, og alligevel kan du ikke komme ind på boligmarkedet. Dine forældre købte hus på en ufaglært løn.
Du kan som skolelærer eller håndværker knap nok finde et værelse med adgang til fælleskøkken.
Ifølge de nyeste april-tal fra Boligsidens Markedsindeks er den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder i København nu steget til over 60.000 kroner pr. kvadratmeter.
Det er ikke et uundgåeligt resultat af urbanisering eller teknologisk udvikling. Det er en politisk fiasko.
Boligmarkedet i København er blevet smadret – og begge fløje bærer skylden. Hvis vi vil gøre op med krisen, må både venstre- og højrefløj give slip på deres yndlingsdogmer.
Venstrefløjen skal droppe sine ideologiske snubletråde
Venstrefløjen vil gerne have billigere boliger. Men alt for ofte betyder det, at man bekæmper det meste nybyggeri, medmindre det er offentligt eller almennyttigt.
Markedsboliger ses som noget nær et moralsk onde. Private udviklere er spekulanter. Alt, der ikke er kontrolleret, er gentrificering.
NIMBY (not in my backyard) stemningen dominerer de progressive storbymedier som Politiken og Information, hvor man tæsker løs på det eneste parti, der reelt tager ansvar for hovedstadens udvikling: Socialdemokratiet.
Resultatet? Man blokerer projekter. Man pakker nybyggeri ind i så mange krav og lokalplaner, at det aldrig bliver til noget.
Læs også:Lad os få mere byggeri og færre ideologiske undskyldninger
Man forhindrer, at der bygges – og så stiger priserne. Ikke fordi markedet fejler, men fordi man nægter at lade det fungere.
Hvis vi skal have råd til at bo, skal vi bygge mere. Også privat. Også markedsprissat. Også i de pæne kvarterer.
Du kan godt være for lejerbeskyttelse og sociale hensyn – men hvis du blokerer for nybyggeri, er du ikke imod ulighed, du er garant for den.
Højrefløjen skal stoppe med at subsidiere boligspekulation
Højrefløjen taler om markedsøkonomi – men når det kommer til boliger, beskytter de status quo.
Det betyder rentefradrag, krav om fordyrende parkeringspladser, skatterabatter på boligejere, lav ejendomsskat og modstand mod at ændre noget, der kunne sænke friværdien.
Det har gjort boliger til en investering i stedet for et sted at bo. Og når boligpriserne stiger, udløser det jubel i Berlingskes spalter.
Men når boligpriserne stiger hurtigere end lønnen, er det ikke velstand. Det er generationsuretfærdighed.
De unge betaler for, at ældre kan kapitalisere på et system, der er designet til at holde dem ude.
Bolig og formue er blevet noget, man arver – ikke noget, man arbejder sig til
Hvis vi skal gøre noget ved det, kræver det mod:
Fjern eller kraftigt beskær rentefradraget.
Forhøj grundskyld, så det koster noget at sidde på attraktiv jord uden at bygge.
Højere ejendomsskatter og lavere skatter på løn.
Gør det nemmere at bygge højt og tæt, især i områder med høj efterspørgsel.
Vi svigter vores samfundskontrakt
Der var engang en stille forståelse i samfundet: Hvis du arbejder hårdt og lever fornuftigt, kan du få et sted at bo, stifte familie og bygge et liv. Den kontrakt er brudt.
De unge ser det tydeligt: Systemet er låst. Hver gang de prøver at tage næste skridt – bolig, opsparing, stabilitet – møder de barrierer, som forældre- og bedsteforældregenerationen aldrig kendte.
Bolig og formue er blevet noget, man arver – ikke noget, man arbejder sig til. Det er gift for et demokratisk samfund.
Læs også:Voldsomme prisstigninger bremser byggeri af almene boliger
Løsningen er simpel.
Vi skal bygge mere – meget mere.
Vi skal gøre det nemmere og billigere at bygge.
Vi skal beskatte boligspekulation.
Vi skal stoppe med at beskytte dem, der allerede ejer, mod dem, der prøver at komme ind.
Det her er ikke en højre- eller venstreorienteret dagsorden. Det er bare sund fornuft.
Vi mangler boliger, og vi mangler viljen til at gøre noget ved det.
Kommentarer
Mangler hård beskatning af…
Mangler hård beskatning af store friværdier, som jo netop ikke er skabt af ejeren selv.
Samtidig skal der straks…
Samtidig skal der straks gøres op med afdragsfrie lån, i hvert fald for alle, der ikke har nået pensionsalderen. Disse lån har i dén grad været med til kunstigt at hæve ejendomspriserne, især i de større byer, så unge mennesker med en almindelig indkomst - og uden en stor arv i baglommen - ingen mulighed har for at blive boligejere i de større byer. Nationalbanken har i flere år nu peget på skadesvirkningerne fra de afdragsfrie lån, men politikerne, især blå blok, beskytter de allerede besiddende på en helt urimelig måde, og gør ingenting.
Hej Niels Jespersen, da jeg…
Hej Niels Jespersen, da jeg var ung i tresserne og skulle have et barn fik vi en lejlighed på 5 sal i’et baghus i Guldbergsgade på Nørrebro. Da taget var utæt og vi havde et spædbarn fik vi året efter en 2 værelses med centralvarme men intet bad. Rundt omkring blev der bygget nyt på Nørrebro, men dem der flyttede ind var tyrkiske gæstearbejdere, de fik så meget i boligsikring på grund af mange børn. Senere i livet fik vi enandelslejlighed med bad hurra. Husk også barselsorlov var 14 uger og man forudsatte at vi begge arbejdede og det har vi så gjort i 45 år. Med dette skriv ville jeg bare fortælle at manglen på ordentlige boliger der kunne betales med løn som ikke var høj, var situationen på mange måder værre dengang, men vi havde nok ikke så mange krav til det offentlige og vi indordnede os uden meget vrøvl.
Mange rigtige betragtninger,…
Mange rigtige betragtninger, synes jeg. Men det er da nødvendigt at stramme meget ind på de korte udlejninger inkl Airbnb.
Alle har skyld i udviklingen - gælder bestemt også Socialdemokratiet.
Rentefradraget har diverse danske og europæiske vismænd påpeget igen og igen bærer en stor del af skylden - men der er ikke stemmer i det. Det kræver mod at ruske op i situationen - inkl beskatning af fortjenester ved boligsalg.
“Det er en politisk fiasko.”…
“Det er en politisk fiasko.”
Men ikke af de grunde som Niels Jespersen anfører!
Den almindelige dansker er blevet kapitalist.
Hvorfor?
Ja, fordi salg af lejlighed og parcelhus og privat ejendom skal financiere det moderne danske middelklasse socialdemokratiske liv!
Så enkelt er det!
Storbyernes boliger fungerer som bitcoins!
Ren spekulation for almindelige socialdemokratiske danskere!
Og bankerne elsker det!
Udlånene er altid sikret!
I storbyerne går priserne kun en vej!
Og hvad bruges alle de små kapitalistiske penge så til?
Flyrejser, flyrejser, flyrejser….
Bitcoin=bolig i storbyen finansierer skidtet!
Samtidig råber venstrefløjen på biodiversitet overalt i landet!
Boliger på landet, herunder mindre gårde, rives ned og endnu mere jord kommer under ploven…
Byg opad siger Niels Jespersen!
Hvorfor?
Der er masser af eksisterende boligmasse overalt i småbyerne og ude på landet…
Masser af diversitet. Nær skov og eng og fjord og sø og marker….
Masser…
Men der er ikke penge i natur, frisk luft og masser af biodiversitet!
Nej man flyver hellere til Thailand for at se naturen…
Det er en politisk fiasko.
Niels Nespersen kan nu passende stemme på Alternativet, der har en politik:
Forbyd nybyggeri! Genbrug de eksisterende bygninger!
Altså der kan kun långives til genbrug af eksisterende materialer.
Fra by til land! Fra ensidig byudvikling til diversitet!
“Det er en politisk fiasko.”
Ja, kun 1,5% af danskerne vil stemme på Alternativet!
Kapitalismen har sat sig i det socialdemokratiske dna!
På Skive mødet diskuterede de lån til små butikker på landet!
En by i Rusland!
“Det er en politisk fiasko.”
Ja, socialdemokrater er en klimamæssig fiasko!
Egoismen sætter socialdemokrater i fly til Thailand og lader gevinsten på boliger betale prisen..
“I Kongens København er vor's boligmangel stor.
Men vi har øl og pandekager - og verdens længste bord.
Vi mangler hospitaler og børnehaver. - Men
sku' vi beklage os? Hvor vil I hen?
Vi har jo Urban Hansen, byens største mand siden enevælden,
så vi tjener ind på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen.
Urban er så højt begavet -
hvad vist kun de færreste af jer aner;
for selv de allerklogeste
kan ikke fatte hans mange planer.
Jo - København er'n vidunderlig by:
fortovscafe'r, restauranter og det søde natteliv.
Man har det næsten som en pariser.
Vi her i København betaler bare to gange så høje priser.
Godt, at vi kan få turisterne i tusindvis til at gå i fælden.
Så vi kan tjene ind på gyngerne,
hvad vi har mistet på karrusellen.”
Nu må børnebørnene og oldebørnene ud på landet, imens den ældste generation flyver på billigrejser til Thailand.
Kastrup sætter nye rekorder i afgange og Wammen scorer kassen.
Socialdemokrater er verdens bedste kapitalister.
Flyt universiteterne ud på landet! Så får de unge påny råd til en uddannelse!
Og måske får de øje på biodiversiteten!
OG råd til en tur!
Nyt tiltag fra Alternativet…
Nyt tiltag fra Alternativet
Alternativets plan indeholder også en række konkrete nye tiltag. Det er blandt andet:
Nybyggeri skal reduceres med 80 procent.
Momsen på økologisk frugt og grønt skal sænkes fra 25 til 5 procent.
Rabatordninger til at holde ferie i Danmark, herunder gratis færger til gående og cyklister.
Mette Frederiksens kødsovs skal helt væk.
Der er masser af ny politik!
Men Alternativet tør alligevel ikke lægge 250% afgift på flyrejser til Thailand!
Man er vel bypige og skal med veninderne på billig kødsovse-tur til Thailand!
Billige boliger, servering og madpriser! Thailand, here we come!
Med 250% co2 afgifter på udenrigsflyrejser, vil boligpriserne automatisk falde i København!
Man kan jo kun efterspørge én vare for de samme penge!
Billige flyrejser har fået boligpriserne til at eksplodere i storbyerne!
Byboerne rejser som aldrig før.
Københavns Lufthavn, også kendt som Kastrup, har slået nye rekorder i 2025, med stigende passagertal og en positiv udvikling i første kvartal. Lufthavnen har samlet 30,1 millioner rejsende, og i første kvartal var der 6,2 millioner passagerer, hvilket er en stigning på syv procent i forhold til sidste år.
Boligformuerne omsættes i billige co2 forurenende flyrejser….
På Løkken strand køres de 485 badehuse i position i blå himmel og strålende sol og de første badegæster kaster sig i rent havvand med temperaturer på 12 grader. Inde på land er 81 huse til salg.
Danmark er fortsat et frit land! Alle kan bruge deres penge som de vil!
Prisen på kødsovs og boliger og flyrejser er politisk bestemte!
Hvad og hvor du bruger dine penge er op til dig!
Med de fordele og tab købene indebærer på lang sigt
Når co2 afgifter på flyrejser skrues i vejret stiger huspriserne i Løkken!
Politik bestemmes af socialdemokrater.
Kødsovsen må ikke blive dyrere!
Siger madmor Mette Frederiksen!
Boligpriserne bliver derefter!
Og byg dog i…
Og byg dog i omegnskommunerne, hvor det er billigere end i Københavns og Frederiksberg kommuner. Det er jo stadig 1 sammenhængende byområde, og med S-tog, stadigt voksende metro og snart også letbane bliver det stadigt kun lettere at komme rundt med offentlig transport.
Afskaffelse af rentefradrag…
Afskaffelse af rentefradrag og afdragsfrie lån vil måske nok kunne sænke ejendomspriserne, men vil næppe gøre det billigere for nye købere. De stigende ejendomsskatter har åbenbart ikke påvirket prisniveauet ret meget, så der bør indføres en form for beskatning af gevinster på ejendomssalg, så man kan reducere forventningerne til fremtidig genvist ved salg. Problemet med mangel på boliger skyldes vel også, at der over en kort årrække er kommet mange tilflyttere fra udlandet. Ifølge Weekendavisen den 16. maj 2025 er befolkningstallet siden 2008 øget med godt en halv million! Og nogle politiske partier mener at der skal komme mange flere.
Tilføj kommentar