Amerikansk mesterforfatter har mistet momentum

Boganmeldelse

Amerikansk mesterforfatter har mistet momentum

Thomas Pynchon vender tilbage med ‘Shadow Ticket’ – en hårdkogt krimi fyldt med fascisme, satire og sproglig virtuositet. Men den store amerikanske roman føles denne gang som en træt gentagelse

Penguin Press
Billedtekst
Penguin Press
Foto: Penguin Press

Efter tolv års tavshed er den amerikanske gigantforfatter Thomas Pynchon atter aktuel med en roman. Men det er desværre bare ikke lutter lagkage.

Faktisk er resultatet skuffende. Thomas Pynchon fortsætter i samme rille, som hans sidste roman, ‘Bleeding Edge’ fra 2013, lidt træt ridsede sig ned i. 

Det er en såkaldt hardboiled-krimi tilsat Pynchons sædvanlige postmoderne gakkeri, hvor mening er sådan noget, man som læser skal skyde en hvid pil efter. 

Sproget er klassisk, og det trækker tråde helt tilbage til de to amerikanske mesterforfattere Dashiell Hammett og Raymond Chandler. 

Stilen er stærkt slangpræget, og hele tricket går ud på, at en privatdetektiv har den privilegerede plads i verden, at han kan gebærde sig både underverdenen og på de mere bonede gulve.

Begge steder kan han gennemskue løgnene, falsknerierne og forbrydelserne.

Feteret forfatter

Siden romanen ‘Gravity’s Rainbow’ udkom i 1973, har Thomas Pynchon været en blandt en gruppe af amerikanske forfattere, der har nydt den status, at han kunne fortælle “den amerikanske historie”. 

Sammen med forfatterne Don DeLillo, Cormac McCarthy og Philip Roth har idéen om, at “den store amerikanske roman” kan skrives, været et genkommende tema.

Kynisme og begær efter magt

Hvis man smider forfatteren James Ellroy ind i puljen, så viser der sig også et stærkt fællestræk hos dem alle, der måske gør det relevant at snakke om dem som en masse.

I Don Delillos storværk ‘Underworld’ fra 1997 bliver alt fra baseball, underholdning, politik, kriminalitet og gangsteradfærd blandet sammen i en stor pærevælling, så man efterfølgende ikke skal skelne det ene fra det andet. 

Læs også:Mette Frederiksen går i krig med russerne i ny spændingsroman

Hos Cormac McCarthy kan man læse om nationens historie, der er badet i blod fra ende til anden, lige indtil det hele bryder totalt sammen, sådan som det er tilfældet i romanen ‘The Road’ fra 2006. 

Hos Philip Roth i romanen ‘The Plot against Amerika’ får vi serveret en kontrafaktisk fortælling om et Amerika, der bliver omdannet til rendyrket facisme anrettet på en sådan måde, at man godt kan mistænke forfattere for at antyde, at det måske rent faktisk var det, der skete.

Alt dette er også til stede i Thomas Pynchons nye roman

Hos James Ellroy får vi råt for usødet fortællingen om FBI’s direktør J. Edgar Hoovers vanvittige magtbegærlighed, som er styret af rå intimidering og vold.

Også han benyttede sig den amerikanske hårdkogte krimi, og det giver faktisk mening, fordi det nu engang er en stor dystopi, der handler om hvorledes ret og lov aldrig gælder i virkeligheden, men derimod kynisme og begær efter magt. 

Den Store Depression

Alt dette er også til stede i Thomas Pynchons nye roman, og dens morale er måske, at fascismen har sejret i det sagnomspundne USA, men samtidig er det, som om at det hele er hørt før og gennemprøvet helt ned til mindste detalje. 

Vi følger den hårde gorillalignende privatdetektiv Hicks McTaggart fra Milwaukee, der samtidig er en mesterlig danser. 

På bedste pynchonske vis ender det hele i et miskmask af mere eller mindre morsom karakter

Tiden er 1932, dvs. lige efter depressionen og spiritusforbuddet, der førte gangstere som Al Capone til magtens tinder. 

‘Shadow Ticket’ er en slags satire over alt dette, hvor Hicks gennemlever en række uheldige hændelser, der involverer konfrontationer med amerikanske nazister og ‘ostens Al Capone’.

Læs også:En sanselig spadseretur gennem sproget

Samtidig bliver han konstant hevet ind i erotiske affærer med frække femmes fatale. 

Han ender i eksil i Ungarn midt i et totalt splittet og antisemitisk Europa, der ikke ser ret meget anderledes ud end det Amerika, som han blev tvunget til at flygte fra.

Lommeuld fra en anden tid

På bedste pynchonske vis ender det hele i et miskmask af mere eller mindre morsom karakter, der nok har det latterlige og meningsløse som grundpointe. 

Men det gør desværre bare ikke romanen særlig læseværdig, selvom den er skrevet suverænt, hvis altså bare man ikke havde læst den genre til hudløshed.

Samtidig hører historien aldrig op

Måske er tiden randt fra denne gruppe af amerikanske forfattere, der synes at befinde sig i en lomme, som ikke rigtig er til at kende længere.

Måske det endda er lykkedes for dem at få skrevet den sagnomspundne store amerikanske roman, men samtidig hører historien aldrig op.

Læs også:Paul Auster: Byen og teksten som labyrint og kriminalgåde

En skeptiker som mig selv, der ikke rigtig bryder mig om ensidigheden i nutidens litterære stilistiske tematikker, hvor miljø, køn, toksisk maskulinitet, identitet og stærke biografiske bindinger til det nære er så totalt dominerende, blev i hvert fald overrasket over, at Thomas Pynchons roman, der ikke ejer skyggen af alt dette, fremstår alt for anakronistisk og kedsommelig.

 

 

Thomas Pynchon: ‘Shadow Ticket’. Roman. Penguin Press, 2025.

Freddy Hagen

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitet.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.